Furesøs dagtilbud har kun mødt stor velvilje fra foreningslivet, som nu stiller deres lokaler til rådighed for kommunens yngste.

PRESSEMEDDELELSE: Foreninger slår dørene op for Furesøs børn

Efter en rolig genåbning, forbereder Furesø Kommune sig nu på, at de fleste børn vender tilbage til institutionerne i den kommende uge.

Efter en rolig genåbning af Furesøs dagsinsitutioner onsdag, forbereder børnehaver og vuggestuer sig nu på, at langt de fleste børn efter forventningen vender tilbage til institutionerne i de kommende uger. Det kræver plads. Rigtig god plads, for samtidig med, at der skal være gode og trygge rammer om børnene i små grupper, skal der være meget mere plads for hvert barn end normalt.

Derfor har kommunen været i tæt kontakt med kommunens boldklubber, spejdere, Værløse Kirke og foreningsliv, som nu hjælper med at få kabalen til at gå op, mens foreningslivet stadig er lukket ned. Og det har udelukkende været en positiv oplevelse, fortæller Susanne Rolighed, der er faglig koordinator på dagtilbudsområdet.

“Alle, vi har henvendt os til, har været enormt imødekommende. Alle har sagt ja og været indstillet på reagere rigtig hurtigt, hvilket har været en stor hjælp,” siger hun.

“Helt grundlæggende har det handlet om at skaffe nok velegnede kvadratmeter, så vi har det nødvendige antal kvadratmeter til de børn, vi skal tage godt imod. Samtidig er det virkelig optimalt, at foreningernes lokaler typisk ligger lige rundt om hjørnet for institutionerne, så børnene bliver i omgivelser, de kender”.

Bettina Ugelvig Møller (A), formand for Udvalget for dagtilbud og familier er imponeret over den store velvilje til at hjælpe blandt foreningerne.

“Mange foreninger tripper for selv at komme i gang igen, og det kan jeg virkelig godt forstå. Nu kommer de så vores dagtilbud i møde på denne måde. Det er samfundssind og det vidner om et bredt udsyn fra foreningernes side. Det skal de have et stort tak for. Jeg håber, at både børn og medarbejdere får en sjov tid trods de mere simple rammer, og at forældrene sætter pris på, at deres børn bliver i nærmiljøet.”

Alle lokalebehov er nu på plads og lokalerne ved at blive klartgjort, efter at foreningerne især er blevet kontaktet ud fra deres beliggenhed i forhold til institionerne.

Hareskov IF er en af de foreninger, der allerede fra onsdag har stillet sit fodboldklubhus til rådighed. Det sker for at hjælpe Børnehuset Åkanden.

”Hvis det pædagogiske personale kan inddrage foreningernes faciliteter i dagligdagen, er det kun positivt. Men det er absolut ikke forventningen,” understreger klubbens formand, Jim Midjord.

“Vi åbner klubhuset, fordi klubben er en del af lokalsamfundet på samme måde som dagtilbudene er. Det er vigtigt at vise i denne situation. Vi skal også være her efter krisen, og så er et bare herligt, hvis en masse af vores yngste borgere føler sig trygge og hjemme ved at komme i klubben. Det er vi glade for,” siger han.

Kontakter

Susanne Rolighed, faglig koordinator i Center for dagtilbud og skole, tlf. 72165801

Bettina Ugelvig Møller (A), formand for Udvalget for dagtilbud og familier, tlf. 7216 5909

Jim Midjord, formand for Hareskov IF fodbold, tlf. 26272832

Rasmus Gorm Hansen, kommunikationskonsulent i Furesø Kommune, tlf. 72165382.

PRESSEMEDDELELSE - Furesø Kommune - Logo

Kilde / Logo / Foto: Furesø Kommune

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen