Når virksomheder afholder en konkurrence på sociale medier, må de ikke kræve af deltagerne, at de tagger deres venner. Det vil være en overtrædelse af spamforbuddet i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden har meldt en virksomhed til politiet for denne praksis.

Konkurrencer på Facebook, Instagram og andre sociale medier er populære, men virksomheder, der benytter dem i deres markedsføring, skal huske at overholde spamforbuddet i markedsføringsloven.

Det må ikke være en betingelse for at deltage i konkurrencerne, at deltagerne tagger andre. Et tag udløser nemlig en notifikation, som henviser den taggede bruger til virksomhedens konkurrence. Når virksomheden kræver, at konkurrencedeltagere tagger andre, vil notifikationerne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være sendt på vegne af virksomheden. Har den taggede person ikke givet samtykke til at modtage notifikationen, vil det være en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod spam.

Forbrugerombudsmanden har for nylig politianmeldt Café Venedig ApS for at have afholdt 12 konkurrencer på Facebook, hvor der blev stillet krav om tags for at deltage. Konkurrencerne løb fra udgangen af september 2019 til medio september 2020. Forbrugerombudsmandens undersøgelser viser, at der i denne periode blev sendt 3.067 notifikationer som følge af tags i de 12 konkurrencer.

I en af konkurrencerne skrev virksomheden for eksempel:

” (…) for at deltage skal du:

  • Like opslaget
  • Tagge hvem du vil dele præmien med
  • Like vores Facebookside
  • Følg vores Instagram cafe.velvet

(…)”

Forbrugerombudsmanden har tidligere orienteret Café Venedig ApS om, at markedsføringslovens forbud mod spam også gælder for virksomhedens konkurrencer på sociale medier. Alligevel har virksomheden efterfølgende afholdt nye konkurrencer i strid med spamforbuddet. Derfor har Forbrugerombudsmanden politianmeldt selskabet.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Ifølge markedsføringsloven har enhver ret til selv at bestemme, hvem de vil modtage reklame fra, og derfor må en virksomhed ikke sende fx notifikationer på sociale medier uden først at indhente modtagerens samtykke til det. Virksomheder må heller ikke få andre til det på virksomhedens vegne. At de sociale medier giver nem adgang til det, gør det ikke lovligt for virksomhederne.”

Læs reglerne om spamforbuddet her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/46499/spamvejledning-2018.pdf

Lovgrundlag:

Efter markedsføringsloven § 10, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Inden der gives samtykke, skal den pågældende oplyses om, at samtykket kan trækkes tilbage. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

PRESSEMEDDELELSE: Bilablau-konkurs – forbrugere skal reagere nu

Kilde / Logo: Forbrugerombudsmanden

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen