Det er de store broer og tunneler, der binder Danmark sammen, og de har derfor en afgørende betydning for Danmarks infrastruktur.

PRESSEMEDDELELSE – Vejdirektoratet renoverer ti broer og tunneler i 2021

Af samme grund er det vigtigt, at de hele tiden holdes i god stand.

I de kommende måneder renoverer og vedligeholder Vejdirektoratet ti af disse broer og tunneller. Arbejdet sikrer, at de kan holde i mange år endnu.

”Vi bruger mange kræfter på at overvåge tilstanden på vores store broer og tunneler og anvender i den forbindelse også ny teknologi som for eksempel droner, da det er vigtige bygværker med væsentlig betydning for både den regionale og den nationale infrastruktur,” fortæller afdelingsleder Niels Højgaard Pedersen fra Vejdirektoratet. ”Og hvert år underkaster vi en del af bygværkerne en større renovering ud fra de behov, der er blevet klarlagt i vores tilstandsanalyser af dem – og naturligvis med det hovedformål, at de altid fremstår i funktionsdygtig og trafiksikker stand.”

De større bro- og tunnelarbejder, som Vejdirektoratet gennemfører i år, er:

  • Sallingsundbroen. Her skal bropillerne repareres, ligesom broen også skal omisoleres og have repareret fuger og autoværn. Det er sidste etape af en længerevarende renovering, der betyder, at broen er fremtidssikret.
  • Hadsundbroen. Her skal alle bærelejerne udskiftes og betonen renoveres på brodæk og bropiller.
  • Langelandsbroen. Denne bro er i gang med en omfattende renovering, der blandt andet handler om forspænding af kablerne og udskiftning af kunststofbelægningen.
  • Den Ny Lillebæltsbro. Broens spidsplader skal males og elevatoren udskiftes med en ny og mere moderne model.
  • Motorvejsbroen ved Skovdiget (Hillerødmotorvejen). Broen skal blandt andet omisoleres og have nye kantbjælker.
  • Stegebroen. Her skal det hydrauliske anlæg udskiftes.
  • Svingbroen i Næstved. Broen skal have nye riste.
  • Siøsundbroen. Broen skal have ny asfalt og have skiftet sine fuger.
  • Svendborgsundbroen. Her skal betonen og afløbene repareres.
  • Frederikssundsvejstunnelen. Her bliver belysningsanlægget udskiftet.

”Når renoveringerne er gennemført, vil broerne og tunnellerne have en forlænget levetid, hvilket er til glæde for trafikanterne og til gavn for hele statsvejnettet,” siger Niels Højgaard Pedersen.

PRESSEMEDDELELSE – Vejdirektoratet renoverer ti broer og tunneler i 2021

Kilde / Logo / Grafik: Vejdirektoratet

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen