Forbrugerombudsmanden har politianmeldt HappyHello A/S, der driver little-happy.dk og happyhello.dk, for at have vildledt forbrugere om løbende abonnementer.
På little-happy.dk blev kunder efter vurderingen ikke tydeligt oplyst om et abonnement på 98 kroner om måneden. På happyhello.dk var automatisk fortsættelse og betalingsabonnementer på mellem 87 og 117 kroner om måneden heller ikke tydeligt præsenteret. Forbrugerne er efter vurderingen ikke bundet af aftalerne og har krav på tilbagebetaling.
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden bag netbutikkerne little-happy.dk og happyhello.dk for at tilmelde forbrugerne et løbende abonnement uden at oplyse tydeligt om det. Forbrugerne blev blandt andet ledt til netbutikkerne ved udlodning af ”gratis” produkter.
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden HappyHello A/S, der blandt andet sælger børnetøj og babyudstyr, for at have vildledt forbrugerne. Virksomheden står bag netbutikkerne little-happy.dk og happyhello.dk.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at HappyHello A/S i flere tilfælde ikke har oplyst forbrugerne tydeligt om, at de blev tilmeldt et løbende abonnement på 98 kroner om måneden, når de handlede via hjemmesiden little-happy.dk. Forholdene har fundet sted fra oktober 2019.
Efter et køb på hjemmesiden blev forbrugernes kortoplysninger brugt til at trække de månedlige betalinger for abonnementet.
Virksomheden har også udloddet ”gratis” produkter eller produkter til fordelagtige priser på Facebook gennem konkurrencer eller opslag. Når forbrugerne ville indløse gevinsten eller benytte tilbuddet, blev de automatisk, og efter Forbrugerombudsmandens vurdering uden at det fremgik tydeligt, tilmeldt et løbende abonnement.
I konkurrencerne på Facebook benyttede virksomheden desuden et nedtællings-ur, der i modstrid med sandheden gav indtryk af, at produktet kun var tilgængeligt i et meget begrænset tidsrum, hvilket lagde et tidspres på forbrugeren til at handle hurtigt.
Samtidig har virksomheden gennem annoncer på Google-shopping markedsført produkter til fordelagtige priser, men udeladt oplysningen om at priserne forudsatte et løbende abonnement til hjemmesiden little-happy.dk på 98 kr. om måneden.
På hjemmesiden happyhello.dk har virksomheden i hvert fald fra den 29. januar 2020 markedsført en ”legekuffert” med oplysning om en pris for henholdsvis en, tre, seks eller tolv måneder, mens oplysningen om, at købet af kufferten automatisk ville fortsætte i et løbende abonnement ikke var præsenteret tydeligt. Det var heller ikke præsenteret tydeligt, at adgangen til køb i netbutikken på happyhello.dk krævede et betalingsabonnement på mellem 87 og 117 kr. om måneden.
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at forbrugerne ikke er bundet af abonnementsaftalerne efter forbrugeraftaleloven, og at betalingerne er uautoriserede efter betalingsloven. Forbrugerne har derfor krav på tilbagebetaling af de beløb, som de har betalt i abonnement.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
”Hvis en virksomhed ønsker at drive en forretning, hvor priserne forudsætter en månedlig abonnementsbetaling, skal det fremgå tydeligt. Hvis ikke det gør det, så er det vildledende og i strid med markedsføringsloven.”
”Når et produkt eller en gevinst markedsføres som gratis, og forbrugeren samtidig skal betale et løbende betalingsabonnement på 98 kr. om måneden, er der ikke tale om et ”gratis” produkt, og markedsføringen er derfor vildledende.”
Gode råd til dig, der har betalt for et abonnement, du ikke mener at have købt:
Det fremgår af markedsføringslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 8, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
Markedsføringslovens andet vildledningsforbud i § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8, siger, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, 1. pkt., at det skal være oplyst klart og tydeligt på den webside, hvor en bestilling afgives, hvis bestillingen pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse. Forbrugeren skal også tydeligt, i fremhævet form og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, oplyses om bl.a. abonnementets pris pr. måned og betingelserne for at opsige abonnementet. Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, 2. pkt., der henviser til lovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18. Hvis forbrugeren ikke tydeligt, i fremhævet form og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling er blevet oplyst herom, er forbrugeren ikke bundet af aftalen, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2.
Det fremgår af betalingslovens § 82, at en hævning kun er autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre hævningen. Er der ikke meddelt samtykke, er hævningen uautoriseret. Det fremgår herefter af betalingslovens § 99, at betalers udbyder (dvs. banken) hæfter over for betaleren (forbrugeren) for tab som følge af uautoriserede hævninger. Det betyder, at banken har pligt til at tilbagebetale det hævede beløb til betalerens konto. En sådan indsigelse til banken skal ske hurtigst muligt efter, at betaleren er blevet opmærksom på den uretmæssige hævning fra betalerens konto, jf. betalingslovens § 97.
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98

Kilde / Logo: Forbrugerombudsmanden
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Forbrugerombudsmanden.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.