Efter to års renovering genåbner DSB Østerport Station torsdag 19. september kl. 11.15. Stationen har fået nyt skifertag og terrazzogulv, mens træværk og farver er ført tilbage til det oprindelige udtryk.
Adgangsveje er gjort bredere, og belysning, teknik og installationer er fornyet. Togdriften har fortsat under arbejdet, mens passagerer har benyttet andre adgangsveje.
Nyt skifertag. Reetablering af træværk, som det var oprindeligt. Farvearkæologer, der har sikret, at farverne står som i 1897. Nyt terrazzogulv. Ny belysning. Bredere adgangsveje.
Efter to års omfattende renoveringsarbejde er DSB klar til at præsentere en funklende nyistandsat Østerport Station, hvor der er kælet for hver en detalje. Torsdag den 19. september kl. 11:15 slår DSB dørene op og er klar til at tage imod de mange tusinde daglige passagerer.
Administrerende direktør i DSB, Flemming Jensen, siger:
”Jeg ser frem til, at DSB igen kan tage imod kunder på Østerport Station. I mere end to år har vi arbejdet på at restaurere og modernisere hele den fredede station fra gulv til kvist og føre den up to date. Vi står klar med en historisk station, der er renoveret i respekt for fortiden, men samtidig tager højde for de krav, der er til moderne jernbanedrift. Den er blevet gjort lysere, mere tilgængelig med bredere adgangsveje og flere muligheder for at forsyne sig med mad og drikkevarer,” siger Flemming Jensen.
Det er 122 år siden, at den kendte danske jernbanearkitekt Heinrich Wenck byggede denne jernbanearkitektoniske perle på Østerbro i København, og transportminister Benny Engelbrecht siger:
”Det bliver en festdag, når vi skal fejre fortiden, der møder nutiden på en rejse mod fremtiden – altså den tidsrejse på 122 år tilbage i tiden, som Østerport Station har været på de sidste par år. Der vil her blive skabt et nyt centralt knudepunkt i København – et knudepunkt som understøtter attraktiviteten af den kollektive transport. Og en velfungerende kollektiv trafik er et afgørende element i den grønne omstilling. Vi skal have flere danskere til at vælge toget frem for bilen. Især i hovedstadsområdet. Derfor glæder jeg mig meget over den udvikling, Østerport står over for,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Østerport Station skulle kun have været midlertidig, men her langt over 100 år senere er stationen ført tilbage til det oprindelige udtryk, og Heinrich Wenck havde sikkert ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at stationen skulle ende med at blive Danmarks fjerde største togstation og bidrage til en mere smidig infrastruktur i København.
”Når Cityringen åbner, vil den københavnske Metro ifølge forudsigelserne totalt set skaffe flere passagerer til den kollektive trafik i Hovedstadsområdet, og set i det lys vil DSB sammen med Metroen kunne bidrage til, at der kommer mindre trængsel på de københavnske gader og indfaldsveje. Det er der brug for. Med flere rejsende københavnere, udenbys pendlere og turister kan vi på denne måde sætte et positivt aftryk på klimaregnskabet,” siger Flemming Jensen.
I hele ombygningsperioden har togene kørt som normalt, men kunderne har skullet benytte andre adgangsveje end gennem selve stationen.
Sweco Danmark har været totalrådgiver, og Aarsleff Rail har været hovedentreprenør på projektet.
Det er blandt andet blevet lavet på Østerport Station:

Kilde / foto / logo: DSB
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til DSB.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.