PRESSEMEDDELELSE - Vejdirektoratet sprænger trætoppe for at skabe nye levesteder

25. september 2026
·
Kort fortalt · resumé fra Pressemeddelelse.dk

Vejdirektoratet har gennemført kontrollerede sprængninger i trætoppe i Bjergsted Skov for at skabe levesteder for flagermus, fugle og insekter som led i arbejdet med Kalundborgmotorvejen.

Metoden, veteranisering, svækker raske træer og skaber revner og sprækker. Erfaringerne skal bruges i kommende naturindsatser.

Kontrollerede sprængninger skal hjælpe flagermus, fugle og insekter med at finde nye levesteder. Indsatsen skal afbøde påvirkningen af naturen i forbindelse med anlæggelsen af Kalundborgmotorvejen.

Et sundt og rankt træ er ikke nødvendigvis det bedste træ for dyrelivet. Mange dyr foretrækker nemlig de syge og gamle træer med sprækker og andre skavanker som levesteder, men desværre er der mangel på veterantræer i de danske skove og i det det åbne land. For at skabe flere træer med denne type egenskaber foretog Vejdirektoratet torsdag den 24. september kontrollerede sprængninger i en række trætoppe i Bjergsted Skov vest for Jyderup.

Metoden med sprængning kaldes veteranisering. Den går ud på at give yngre og raske træer skader, som efterligner dem, træer naturligt kan få gennem et langt liv, hvor vind og vejr hiver og flår i dem. Ved at foretage sprængning af trætoppene, opstår kunstige skader, der efterligner skader fra et lynnedslag, som giver træet revner og sprækker.

Med veteraniseringsmetoden er det ikke formålet at dræbe træet med det samme, men at svække træet så meget, at det langsomt begynder en naturlig nedbrydning med hjælp fra svampe og insekter, som kan tage mange år.

”Det kan virke paradoksalt, at vi skader sunde træer for at hjælpe naturen. Men for mange arter er det netop skaderne og hulhederne, der gør et træ til et godt levested. Med sprængningerne sætter vi gang i en udvikling, som skal gøre træerne mere værdifulde for dyrelivet,” siger Christian Bell, der er landskabsforvalter i Vejdirektoratets miljøafdeling.

Skal afbøde tabet af levesteder

Baggrunden for indsatsen er anlægningen af Kalundborgmotorvejens sidste etape, hvor det er nødvendigt at fjerne træer. Derfor arbejder Vejdirektoratet med at genskabe levesteder og understøtte dyrelivet i de berørte områder.

Når skov må vige pladsen for et anlægsarbejde, erstatter Vejdirektoratet den normalt ved at betale Naturstyrelsen for at plante nye træer. De bliver dog kun sjældent plantet ved det berørte område, og selv hvis de gør, kan nyplantede træer ikke tilbyde de hulheder og sprækker, som typisk findes i gamle træer. Her kan veteranisering af eksisterende træer være med til at fremskynde udviklingen af nogle af de manglende levesteder.

”Vi kan ikke erstatte en gammel skov fra den ene dag til den anden. Men ved at veteranisere træer lokalt kan vi hjælpe med at udvikle nye levesteder i det område, hvor vi har været nødt til at fjerne træer,” siger Christian Bell.

Erfaringer skal styrke kommende naturindsatser

Ud over metoden med topsprængning laver Vejdirektoratet og entreprenørvirksomheden Forstas i disse uger også veteranisering af øvrige udvalgte træer i Bjergsted Skov ved hjælp af blandt andet ringbarkning og afbrænding.

Veteranisering er endnu ikke udbredt på Vejdirektoratets projekter, men ambitionen er, at metoden skal indgå som en fast del af arbejdet med biodiversitet. Derfor skal erfaringerne fra de forskellige metoder bruges til at målrette arbejdet fremover.

Vejdirektoratet har blandt andet udviklet særlige skilte, som kan sættes på de veteraniserede træer. Skiltene skal gøre det lettere at genfinde træerne og følge deres udvikling gennem årene. Samtidig skal de markere, at træerne ikke skal fældes eller forstyrres, og fortælle interesserede borgere om indsatsen.

Om Kalundborgmotorvejen

Vejdirektoratet anlægger tredje og sidste etape af Kalundborgmotorvejen: en cirka 28 kilometer lang strækning mellem Knabstrup og Kalundborg. Projektet omfatter både udbygning af den eksisterende vej til motorvej og anlæg af cirka ni kilometer ny motorvej mellem Svebølle og Kalundborg.

Læs mere om arbejdet på Kalundborgmotorvejen her

For yderligere information:

Christian Tolderlund, Vejdirektoratet, 72 44 3731, cto@vd.dk

KILDE / LOGO / FOTO: Vejdirektoratet

Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Vejdirektoratet.

Følg Pressemeddelelse

Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.

Seneste pressemeddelelser

25. september 2026
Efter et års test med dokumenterede resultater udvider PostNord nu brugen af solceller på over halvdelen af alle lastbilerne i Danmark. Sidste år fra juli til…
25. september 2026
Da Svendborg Vand skulle bygge nyt vandværk, var entreprenøren med i projekteringen sammen med bygherren og rådgiveren. Fredag indvies værket til tiden og…
24. september 2026
Soeren Le Schmidt indgår designsamarbejde med Salling Group. Den kendte modedesigner skal udvikle nyt arbejdstøj til medarbejderne i Salling Groups mere end…