Indkomstforskellene i Danmark faldt for andet år i træk i 2025. Gini-koefficienten faldt fra 30,4 til 30,2, mens den alternative P90/10-rate var uændret på 3,24.
Den gennemsnitlige disponible indkomst steg 4,5 pct. til 354.800 kr. pr. person, når der tages højde for familiesammensætning. Alle indkomstlag fik højere realindkomst.
Antallet af relativt fattige faldt med 300 til 224.100 personer.
Den gennemsnitlige disponible indkomst steg i 2025 med 4,5 pct. i forhold til året før, når der er taget højde for familiesammensætning. Den udgjorde dermed 354.800 kr. pr. person i 2025. Den største relative indkomststigning var i 1. decil, dvs. de 10 pct. personer med lavest indkomst, hvor stigningen i gennemsnit var 5,3 pct. i 2025 til et niveau på 106.500 kr. Den relativt høje stigning i 1. decil skyldes bl.a., at der i 2025 var stort set det samme antal studerende i 1. decil som året før, mens der var 4.200 flere pensionister med gennemsnitligt større indkomster i 2025 i forhold til 2024. Den gennemsnitlige ækvivalerede disponible indkomst for 10. decil, dvs. de 10 pct. personer med højest indkomst, var på 882.200 kr. i 2025, hvilket svarer til en stigning på 3,4 pct. sammenholdt med øverste decil i 2024. Stigningerne skal ses i lyset af, at inflationen i 2025 var på 1,9 pct. Dermed oplevede alle indkomstlag i den danske befolkning en stigning i realindkomsten efter skat og renteudgifter i 2025, når der tages højde for familiesammensætning.

Kilde: www.statistikbanken.dk/ifor35
Den gennemsnitlige indkomst steg efter skat og renteudgifter pr. person over 14 år fra 287.700 kr. i 2024 til 300.100 kr. i 2025, svarende til 4,3 pct. målt i løbende priser. Opgjort efter socioøkonomisk status havde gruppen af selvstændige i 2025 den højeste gennemsnitlige disponible indkomst på 551.300 kr., hvilket var en stigning på 3,6 pct. i forhold til året før. Selvstændiges indkomstudvikling er dog kendetegnet ved ganske store udsving fra år-til-år. Det er derfor hensigtsmæssigt at se på indkomstudviklingen over en længere periode, når gruppen af selvstændige sammenlignes med indkomstudviklingen for andre socioøkonomiske grupper.

Kilde: www.statistikbanken.dk/indkp104
Ses der på udviklingen over ti år steg den gennemsnitlige disponible indkomst fra 220.200 kr. per person over 14 år i 2015 med 36,3 pct. frem til 2025, svarende til en gennemsnitlig årlig stigning på 3,1 pct. I samme periode steg gennemsnitsindkomsten for gruppen af selvstændige fra 366.300 kr. i 2015 frem til 2025 med 50,5 pct., svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på 4,2 pct. over ti år. Til sammenligning steg den gennemsnitlige indkomst efter skat og renteudgifter for lønmodtagere fra 2015 til 2025 med gennemsnitlig 2,9 pct. på årsbasis. Gruppen af folkepensionister og gruppen af arbejdsløse havde en næsten tilsvarende indkomstudvikling med en gennemsnitlig årlig vækst i den disponible indkomst på 2,8 pct. Lavest har indkomstudviklingen været for gruppen af efterlønsmodtagere, hvor indkomsten er steg fra 182.800 kr. i 2015 til 215.600 kr. i 2025, svarende til en gennemsnitlig årlig stigning på 1,7 pct. over de seneste ti år.
De samlede indkomstforskelle, målt ved Gini-koefficienten, har i perioden fra 2015 frem til 2021 været stigende de fleste år, og i 2021 blev Gini-koefficienten for første gang målt til over 30. Efter et kortvarigt fald i 2022 steg Gini-koefficienten til 30,6 i 2023. I 2024 faldt Gini-koefficienten med 0,2 points til 30,4, og i 2025 faldt Gini-koefficienten yderligere med 0,2 points til 30,2. Gini-koefficienten er det mest anvendte mål for indkomstforskelle både i Danmark og internationalt. Ginikoefficienten ville være 0, hvis alle i et samfund havde samme indkomst, og 100 hvis én person havde alle indkomster.

Kilde: www.statistikbanken.dk/ifor41
Gini-koefficienten er følsom over for effekten af enkeltpersoner med meget store indkomster. Et alternativ til Gini-koefficienten er den såkaldte P90/10-rate, der beregner forholdet imellem 9. og 1. decilgrænse i indkomstfordelingen. P90/10-raten giver et billede af indkomstforskelle mellem bredere samfundsgrupper og påvirkes ikke af de mest ekstreme indkomster. P90/10-raten har modsat Gini-koefficienten været ret stabil med en ratio omkring 3,3 i perioden fra 2017 til 2025. I 2025 skulle man have en ækvivaleret disponibel indkomst på mindst 546.700 kr. for at tilhøre de 10 procent af befolkningen med de højeste indkomster, mens der for at tilhøre de 10 procent af befolkningen med de laveste indkomster skulle en familieækvivaleret disponibel indkomst på 168.800 kr. til. Deles de to tal med hinanden fås P90/10-raten på 3,24 for 2025, og P90/10-raten er således uændret i forhold til året før.
Gruppen af relativt fattige omfatter iht. Danmarks Statistiks afgrænsning familier, ekskl. udeboende studerende, som har en familieækvivaleret disponibel indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten og en tilsvarende lav formue. Antallet af personer i gruppen af familier med relativ lav indkomst og formue faldt med 300 til 224.100 personer fra 2024 til 2025. Andelen af relativt fattige udgør dermed på lige fod med de to foregående år uændret 3,8 pct. af befolkningen i 2025.
Antal børn og unge i gruppen med relativ lav indkomst og formue faldt for andet år i træk med omkring 700 til 48.000 personer i alt fra 2024 til 2025. Andelen af børn og unge under 18 år udgør ligesom året før 4,3 pct. i 2025. Danmarks Statistik opgør udviklingen i relativ fattigdom frem mod 2030 som led i opfølgningen på FN's verdenssmål.

Kilde: www.statistikbanken.dk/ifor51
For yderligere information:
Uwe Pedersen, tlf. 23 72 65 69 · Jarl Christian Quitzau, tlf. 23 42 35 03
KILDE: Danmarks Statistik, «Disponibel indkomst steg med 4,5 pct. i 2025», Nyt nr. 288, 13. november 2026 – www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/NytHtml?cid=54786. ILLUSTRATION: AI-genereret af Pressemeddelelse.dk.
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Danmarks Statistik.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.