Early Bird: din pris er låst, så længe du er kunde. Tilbuddet slutter 31. december. Se planerne

PRESSEMEDDELELSE - Ejer af populær pub på Nørrebro har mistet sin bror til selvmord – nu donerer pubbens egen øl penge til Psykiatrifonden

13. november 2026
·
”Hvis det var mere accepteret at være selvmordstruet, ville flere forhåbentlig række ud, flere ville ringe til rådgivningen, og flere ville forhåbentlig klare den. Jeg tror på, at folk kan komme igennem det,” siger Matthew Jeffery
Foto: The Jeffery Pub
Kort fortalt · resumé fra Pressemeddelelse.dk

The Jeffery Pub på Nørrebrogade har cask ale'en The Samuel Jeffery til minde om medejeren Matthew Jefferys bror, der døde ved selvmord i december 2025.

Øllen er udviklet med To Øl og sælges kun på pubben. For hver skænket pint doneres 5 kr. til Psykiatrifonden, mens initiativet skal sætte fokus på psykisk sygdom og selvmord.

På en britisk pub på Nørrebrogade tjener én af ølhanerne flere formål. Den skænker øl, donerer penge til Psykiatrifonden og opfordrer til at række ud, hvis man har det svært.

”Jeg vidste ikke, at min bror var selvmordstruet, før han forsøgte at tage sit liv første gang. Han sagde det aldrig til mig. Fordi det er pinligt. Det er et problem.”

Sådan fortæller britiske Matthew Jeffery, der er medejer af den for nyligt åbnede The Jeffery Pub på Nørrebrogade.

For mindre end et år siden, den 16. december 2025, døde hans bror, Samuel Jeffery, ved selvmord. Han blev kun 35 år gammel. I mange år op til havde han haft svært ved at finde sin vej i verden, og i perioder var han indlagt med depression og angst.

”Så snart han var alene, begyndte dæmonerne at spise ham. De fortalte ham ting, der ikke var rigtige,” fortæller Matthew.

Et mindesmærke med et større formål

Både fordi Matthews bror ikke har en gravsten hjemme i England, og fordi brødrene i en årrække boede sammen i en lejlighed på Svanevej i København, har det givet mening for Matthew at skabe et fysisk minde om Samuel her i Danmark.

Det er blevet til øllen ’The Samuel Jeffery’ – en cask ale udviklet i samarbejde med To Øl. Den fås kun på The Jeffery Pub, og for hver gang pubben skænker sådan en pint, donerer de 5 kr. til Psykiatrifonden.

Smerte og håb

Hvert år dør mere end 500 mennesker ved selvmord i Danmark.

”Men hvad med alle dem, der tænker på det,” spørger Matthew.

For Matthew har brorens sygdomsforløb og død gjort ham særligt opmærksom på, hvor usynlig psykisk sygdom kan være, og hvor svært det kan være at tale om.

Derfor er det også hans håb, at han ved at skabe fokus på det i et ellers festligt rum kan nå nogle af dem, der går alene med svære tanker:

”Hvis det var mere accepteret at være selvmordstruet, ville flere forhåbentlig række ud, flere ville ringe til rådgivningen, og flere ville forhåbentlig klare den. Jeg tror på, at folk kan komme igennem det.”

Han synes egentlig, det er lidt en kliché, men hans stemme knækker, som ordene falder:

”Hvis det kan hjælpe bare én person, så deres familie kan undgå det, vi har gået igennem.”

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise, eller har tanker om selvmord, er det vigtigt at sige det højt og søge hjælp.

Du kan kontakte Psykiatrifondens rådgivning gratis og anonymt på telefon eller chat på www.ring-chat-skriv.dk

For yderligere information:

Sune Prahl Knudsen, Psykiatrifonden, 24648890, spk@psykiatrifonden.dk

Psykiatrifonden

KILDE / LOGO: Psykiatrifonden. FOTO: The Jeffery Pub.

Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Psykiatrifonden.

Følg Psykiatrifonden

Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.

Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.

Seneste pressemeddelelser

Illustration til pressemeddelelsen Billedet er genereret med kunstig intelligens
13. november 2026
Markedsføringslovens nye regler om kredit til forbrugere træder i kraft 20. november 2026. I den anledning offentliggør Forbrugerombudsmanden en opdateret…
Illustration til pressemeddelelsen Billedet er genereret med kunstig intelligens
13. november 2026
Bestanden af eldrevne personbiler udgjorde 741.200 stk. eller 24,9 pct. af alle personbiler ved udgangen af oktober 2026. Siden oktober 2025 er bestanden af…
Illustration til pressemeddelelsen Billedet er genereret med kunstig intelligens
13. november 2026
I alt 1,65 mio. m2 byggeri blev påbegyndt i tredje kvartal 2026. Det svarer til et fald på 2 pct. både i forhold til kvartalet før og i forhold til tredje…