“Dødsrejsen til Hels Klint” er en ny dansk bog som blander roman, spil og escape puzzle I en sammehængende fortælling, der kan spilles af en hel familie samtidig.
Filminstruktør og manuskriptforfatter Christian E. Christiansen har begået en bog som kan løse de fleste familiers store problem med underholdning i ferien.
Inspireret af retro bølgen fra 80’erne har han skrevet et fantastisk eventyr, hvor man selv er hovedpersonen og selv beslutter handlingen. Der var en populær bølge af disse bøger helt tilbage i 70’erne og langt op i 80’erne. “Jeg har kombineret genren med escape room puzzles som er en af mine ynglingsbeskæftigelser,” fortæller Christiansen, som dermed har lavet en original dansk kombination af eventyr-roman, spil og nu også escape puzzle.
Ideen til bogen kom under pandemien hvor mange danskere måtte finde ferieløsninger i Danmark, hvilket i hans tilfælde endte i en bil landet rundt. Her blev de klassiske “bil-lege” hurtigt ensformige på de timelange køreture, og så opstod ideen.
Bogen er 100% analog og man er derfor i stand til at spille/læse bogen fuldstændig uden telefon, computer eller internet. Den kan bruges i bilen, i sommerhuset, i teltet, på stranden, i toget eller flyet. “Fordelen er at man kan være mange om den og du behøver ikke være on-line.
Faktisk har vores prøvelæsninger vist at det er ekstremt underholdende at være flere om at læse den og beslutte hvad man skal gøre undervejs. Man støder på en masse dilemmaer hvor man skal tage nogle moralske valg samtidig med at man skal bruge sin sunde fornuft og logik til at løse gåder for at komme videre, det kan der komme en del sjove diskussioner ud af,” fortæller han.
Bogen er tiltænkt teenagere der har svært ved at slippe computeren eller mobilen og komme i gang med at læse, mens hele familien eller venner nemt kan være med.
“Dødsrejsen til Hels Klint” er sat i et eventyrligt univers baseret på den nordiske mytologi:
Det er 200 år efter Ragnarok. Guderne er døde og en blodig krig raser mellem jætter og mennesker. Rygtet vil vide at et drageæg, er fundet i asken fra verdenstræet Yggdrasil og bragt til den yderste af jætternes bastioner, Hels Klint. Det gudsforladte sted styres med hård hånd af bezærkerjætten, Maltrak. Hvis ægget klækkes i hans varetægt, vil menneskeheden være fortabt. DU må derfor begive dig ud på en næsten umulig mission til Hels Klint for at stoppe jætterne og deres onde planer.
Det er DINE valg og DINE evner til at løse gåderne og bekæmpe de farlige modstandere, der afgør om din mission lykkedes. For at læse/spille bogen, skal du bruge papir, blyant og to terninger. Bogen kan spilles af 1 til flere spillere. Fra 12 år.
Bogen er rigt illustreret af tegner/illustrator Flemming Schmidt.
“DØDSREJSEN TIL HELS KLINT” udkommer på forlaget Esgaro, og kan bestilles allerede nu og købes fra d. 07.07. 2022, på esgaro.dk og hos boghandlere/e-boghandlere.
For mere information, udtalelser eller anmelder eksemplar kontakt:
Christian E. Christiansen:
Mail: kontakt@esgaro.dk
Mob.: +45 27132300
FAKTA OM FORFATTEREN:
Christian E. Christiansen er uddannet fra Den Danske Filmskoles producerlinje i 2001 og har arbejdet som producer på flere danske produktioner, indtil han i 2006 debuterede som instruktør med “Råzone”. Han har siden instrueret adskillige danske spillefilm, blandt andet ‘Dig og mig’ (2008), ‘ID:A’ (2011) og ‘Lev stærkt’ (2014). Til tv har han instrueret anden sæson af ‘Dicte’ (2014), ‘Gidseltagningen I + II’ (2017), miniserien ‘Håbet’ (2018) og senest medinstruktør på 5 episoder af ‘Riget: Exodus’ sammen med Lars Von Trier. Christiansen skrev dansk filmhistorie i 2011, da hans Hollywood-debut “The Roommate” blev den første dansk-instruerede film, der gik direkte ind som nr. 1 på den amerikanske biografhitliste. “Where the Devil Hides” (2014) er hans anden Hollywood-film. Christiansen blev Oscar-nomineret for kortfilmen “Om natten” (2007), hvis historie han udviklede til spillefilmlængde i ‘Dig og mig’. “Dødsrejsen til Hels Klint” er hans første bogudgivelse.
FAKTA OM BOG
Titel: Dødsrejsen til Hels Klint
ISBN: 9788797392102
Antal sider: 258
Udgivelsesår: 2022
Genre: Fantasy / spilbog