En ny forbrugerundersøgelse fra EPREL Services viser et klart ønske hos europæiske forbrugere om hurtigere, mere overskuelig og pålidelig adgang til information om energiforbrugende produkter. Undersøgelsen, der omfatter mere end 2.500 respondenter fra ti EU-lande og blev gennemført fra november 2024 til januar 2025, peger på behovet for bedre digitale løsninger til støtte for Europas grønne omstilling.
EPREL Services-projektet arbejder målrettet på at gøre adgangen til energiforbrugsdata enklere og mere effektiv for både almindelige forbrugere og professionelle aktører i hele Europa. Projektet udvikler nye digitale værktøjer baseret på den eksisterende europæiske produktdatabase for energimærkning (EPREL). Målet er at sikre højere datakvalitet, lettere sammenligning af produkter og mere bæredygtige indkøbsbeslutninger.
EPREL giver allerede nu forbrugerne én samlet europæisk platform, hvor de hurtigt kan finde, filtrere og sammenligne energimærkede produkter med ensartede informationer om energieffektivitet, tekniske specifikationer og driftsomkostninger.
EPREL Services-projektet, som er medfinansieret af EU’s LIFE-program, skal øge værdien af EPREL-databasen gennem en række initiativer:
– Udvikling af en modulopbygget og brugervenlig hjemmeside målrettet forbrugere, indkøbere, detailhandlere og beslutningstagere.
– Forbedring af datakvaliteten gennem nye tekniske værktøjer og tæt samarbejde med producenter.
– Øget kendskab til EPREL og de nye værktøjer blandt centrale interessenter.
– Integration af EPREL-data med eksisterende produktinformationsplatforme for lettere adgang.
-Aktiv formidling og kommunikation for at sikre bred anvendelse af EPREL-services.
Undersøgelsen viser samtidig, at mere end 90 % af forbrugerne bruger online information aktivt, når de foretager købsbeslutninger, men at potentialet i EPREL-databasen og energimærkernes QR-koder endnu ikke udnyttes fuldt ud.
Når europæiske forbrugere søger produkter online, prioriterer de især komplet produktinformation og effektive filtreringsmuligheder. Dernæst ønsker de at kunne sammenligne produkter efter pris, funktioner og mærker.
De mest anvendte platforme ved køb af energimærkede produkter er produkttests og anmeldelser samt prissammenligningstjenester. Kundeanmeldelsesplatforme anvendes mindre, og bæredygtighedsberegnere er mindst kendt.
Prisen spiller fortsat en afgørende rolle ved køb, men energi-effektivitetens betydning varierer alt efter produktkategori:
– For husholdningsapparater og varme-/køleanlæg er energi-effektivitet lige så vigtig som indkøbspris og samlede driftsomkostninger.
– Inden for forbrugerelektronik er anskaffelsesprisen stadig vigtigst, mens energi-effektivitet spiller en mindre rolle.
Garantiperioden vurderes konsekvent højt på tværs af alle produktkategorier, hvilket understreger forbrugernes ønske om produkter med lang levetid. Andre vigtige faktorer inkluderer kvaliteten af reparationsservices, ekspert- og forbrugeranmeldelser, reservedele, miljøbelastning, mærke, leveringstider og installationsvejledninger.
Disse indsigter integreres i en ny hjemmeside, som skal give forbrugerne adgang til omfattende produktdata på en overskuelig måde. Dermed hjælper EPREL Services-projektet europæiske forbrugere og professionelle aktører med at træffe smartere og mere bæredygtige valg.
“Forbrugere i hele Europa ønsker at træffe bæredygtige valg, men har brug for pålidelig, lettilgængelig og klar information,” siger Kasper Mogensen, direktør i Big2Great og deltager i EPREL Services-projektet.
“Undersøgelsen viser, at både energieffektivitet og økonomi er vigtige faktorer, men at der samtidig er efterspørgsel efter transparent og nemmere adgang til produktdata. Den næste generation af EPREL-services vil imødekomme disse behov og gøre det lettere for både forbrugere og professionelle at bidrage aktivt til Europas grønne omstilling.”
For mere information kontakt Kasper Mogensen: ksm@big2great.dk
