DGI deltager i EU-projektet DIRTT, der skal udvikle et fælleseuropæisk grundlag for uddannelse af mountainbikesporbyggere. Projektet har modtaget 2,9 mio. kr. fra Erasmus+.
Projektet samler Danmark, Schweiz, Portugal, Skotland, Holland og Norge og løber over tre år. DGI modtager 270.000 kr. til den danske indsats.

Antallet af mountainbikere er i kraftig vækst, og det samme er behovet for velegnede mountainbikespor. Og nu tager arbejdet med at bygge gode og bæredygtige spor et nyt og afgørende skridt fremad, for EU’s Erasmus+ program har givet 2,9 mio. kr. i støtte til projekt DIRRT, som DGI er med i.
Målet med DIRTT er at skabe et fælleseuropæisk grundlag for en ny uddannelse af sporbyggere. Uddannelsen skal klæde frivillige og professionelle sporbyggere på til at håndtere emner som planlægning, design, konstruktion, vedligehold og drift af spor.
”Vi ser et voksende behov for uddannelse, og derfor er vi meget glade for at vi nu kan begynde arbejdet med at etablere en uddannelse, der kan understøtte sporbyggerne. Med flere bæredygtige MTB-spor sikrer vi en positiv økonomisk udvikling i lokalsamfundet og at der bliver taget hensyn til både folks adgangsmuligheder og beskyttelse af naturen. Samtidig understøtter bæredygtige spor en sjov og aktiv livsstil, som er i rivende udvikling,” siger Thomas Larsen Schmidt, der er programleder for DGI Outdoor.
Han er også formand for sammenslutningen The Internationale Mountain Bicycling Association (IMBA Europe), som har taget initiativ til DIRTT. Sammenslutningen er en bred samlet stemme af Europas mountainbikeentusiaster, frivillige og professionelle.
Arbejdet med den nye uddannelse og dermed bedre MTB-spor vil i høj grad komme danske MTB-entusiaster til gode, påpeger Signe Strandvig, der er programleder for DGI Cykling:
”I Danmark er sporbygning i høj grad baseret på frivilliges arbejde, og der er en stor efterspørgsel på viden om, hvordan man bygger det gode spor. Vi forventer, at DIRTT projektet kommer til at gøre en stor positiv forskel for de danske sporbyggere, der lægger mange timers frivilligt arbejde til glæde for rigtig mange aktive,”siger Signe Strandvig.
Også Christoffer Riis Svendsen, der er projektleder for OnTrail, er begejstret. OnTrail er et projekt, der arbejder med at gøre danske mountainbikespor brugervenlige og tilgængelige ved hjælp af skiltning og graduering af sporene:
”DIRTT er virkeligt et spændende tiltag. Med stærkere kompetencer hos sporbyggerne giver det bedre spor i forhold til planlægning, anlægning, vedligehold og ikke mindst risikostyring. Dermed også spor som f.eks. kan bygges efter specifikke sværhedsgrader i forhold til vores nationale gradueringer.”
Projekt DIRTT skal løbe over tre år, og af de 2,9 mio. kr. går de 270.000 til den danske indsats, som DGI står for.

Kilde / Logo: DGI. Foto: Martin Paldan | GripGrab
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til DGI.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.