Early Bird: din pris er låst, så længe du er kunde. Tilbuddet slutter 31. december. Se planerne

PRESSEMEDDELELSE - FDM advarer mod to autostole – de er livsfarlige

6. oktober 2026
·
Årets anden test af autostole afslører livsfarlige fejl på to af stolene. FDM advarer mod køb og brug af stolene
Foto: FDM/ADAC
Kort fortalt · resumé fra Pressemeddelelse.dk

FDM advarer mod køb og brug af autostolene Britax Römer Baby-Safe Pro + Vario Base 5Z og Axkid Minikid Core efter alvorlige fejl i crashtest.

I Britax-stolen åbnede selespændet, så en testdukke blev kastet ud. På Axkid-stolen klappede støttebenet sammen, og selespændet rev sig løs. Axkid har stoppet salget, mens Britax Römer undersøger fejlen.

Ny test afslører alvorlige fejl i sikkerheden på to autostole. FDM advarer mod brug af stolene, efter at crashtest viste, at spænder, som holder barnet, ikke kunne holde til belastningen.

Selvom der endnu er nogle uger til årets første store test af autostole, går FDM nu ud med en direkte advarsel mod køb og brug af to af testens autostole.

Det sker, efter at testen afslørede så alvorlige fejl på de to stole, at det er nødvendigt at dele testresultatet med offentligheden allerede nu.

Konkret drejer det sig om autostolen Britax Römer Baby-Safe Pro + Vario Base 5Z til de helt små børn og Axkid Minikid Core, som afslørede en livsfarligt dårlig sikkerhed. Begge autostole monteres bagudvendt.

I testens frontalkollision af Britax Römer Baby-Safe Pro + Vario Base 5Z, der er til børn op til 18 måneder, åbnede spændet på de indvendige seler, som holder barnet fast, med det resultat, at den 11 kg tunge testdukke blev kastet ud af stolen.

I samme test af Axkid Minikid Core til lidt større børn klappede støttebenet helt sammen. Desuden rev selespændet til stolens 5-punktsele sig løs fra autostolens skal, og den 23 kg tunge testdukkes bækken blev slynget opad med høj risiko for skader på barnet til følge.

”Der er på begge autostole tale om meget alvorlige fejl på sikkerheden, som kunne være endt fatalt, hvis der havde været tale om virkelige uheld. Derfor reagerer vi med det samme og advarer mod køb og brug af de to stole,” siger bilredaktør i FDM Karsten Meyland Lemche.

Det er tredje gang inden for et år, at test afslører autostole med livsfarlige fejl på sikkerheden.

”Selvom sikkerheden i autostole de senere år er blevet meget bedre, ser vi stadig eksempler på, at test afslører dårlig sikkerhed. Det understreger, hvorfor det er vigtigt, at autostole testes uvildigt af de europæiske bilklubber og forbrugerorganisationer,” siger han.

Britax Römer oplyser, at man allerede arbejder på at identificere årsagen til, at selespændet løsnede sig. Først når de tekniske undersøgelser er afsluttet, vil virksomheden tage stilling til, om den vil udskifte selespændet, kalde stolen tilbage eller iværksætte andre tiltag.

Axkid har meddelt, at salget af Minikid Core er stoppet, og at kunderne tilbydes ombytning til stolemodellen Minikid 4 Pro.

”Har man allerede købt en af de to autostole, anbefaler FDM, at man kontakter forhandleren og forsøger at få den byttet til en anden og sikker model. Det er et spørgsmål om sikkerhed, og den må man aldrig gå på kompromis med,” siger Karsten Meyland Lemche.

For yderligere information:

FDM, 45270967, presse@fdm.dk

FDM

KILDE / LOGO: FDM. FOTO: FDM/ADAC.

Billeder

I testen af autostolen fra Britax Römer åbnede selespændet sig, som holder barnet, så den 11 kg tunge testdukke blev kastet ud af stolen.
Foto: FDM/ADAC
Selespændet til stolens 5-punktsele på autostolen fra Axkid rev sig løs fra autostolens skal, og den 23 kg tunge testdukkes bækken blev slynget opad. Producenten tilbyder nu at ombytte autostolen til en anden model.
Foto: FDM/ADAC

Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til FDM.

Følg FDM

Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.

Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.

Seneste pressemeddelelser

6. oktober 2026
Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer til, at myndigheder, organisationer og virksomheder supplerer deres kontrol, så der ikke udleveres følsomme…
6. oktober 2026
Region Sjælland har haft den største prisstigning blandt landets fem regioner det seneste år. Ifølge home er det især områder i pendlingsafstand til København…
6. oktober 2026
Eksporten i maskinindustrien buldrer frem. Det er et stærkt tegn på, at danske løsninger er efterspurgte i hele verden, og det skaber både vækst og tryghed for…