Finanstilsynet advarer forbrugere mod investeringer i kryptovaluta, der er ureguleret og uden samme beskyttelse som aktier og obligationer. Investorer risikerer at miste deres opsparing.
Der er hverken krav om egnethedstest eller informationskrav, og myndighederne kan ikke føre tilsyn med handelstjenesterne. Det øger også risikoen for svindel. EU arbejder på MICA-regulering med blandt andet tilladelseskrav.
Forbrugerne skal passe på investeringer i kryptoaktiver som Bitcoins, fordi produkterne er uregulerede. Derfor har man som forbruger heller ingen særlig beskyttelse og man risikerer at miste sin opsparing.
Investering i kryptovaluta er populært blandt almindelige hjemmeinvestorer, som søger alternative investeringsmuligheder, der kan give lukrative afkast på opsparingen. Det får nu Finanstilsynet til at følge op på sine tidligere advarsler mod kryptovaluta som investeringsform.
”Finanstilsynet planter et advarselsskilt på kryptovaluta, fordi udstedere af kryptovaluta ikke er lovregulerede eller underlagt tilsyn fra myndighederne. Det samme gælder ofte handelstjenesterne. Forbrugerne kan derfor ikke føle sig beskyttet i samme grad, som hvis forbrugerne handler med regulerede finansielle produkter som aktier og obligationer,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor.
I modsætning til de fleste andre investeringsprodukter, er der ingen lovgivning, som sætter grænser for, hvor komplekst, uigennemsigtigt og risikabelt en investering i kryptoaktiver må være. Beskyttelse gennem obligatoriske egnethedstests eller informationskrav får man heller ikke, når man sætter penge i kryptovaluta.
”Den risiko, som fraværet af forbrugerbeskyttelse giver, må man lægge oven i den risiko, som kryptovaluta udgør som investeringsform – især for pensionsopsparingen. Værdien kan på kort sigt lynhurtigt tage en rutsjebanetur, og på langt sigt er produkter baseret på krypoaktiver også forbundet med flere risici. Finanstilsynet opfordrer derfor almindelige forbrugere til at være meget forsigtige med at placere deres opsparing i kryptovaluta,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen.
Myndighederne har ikke mulighed for at holde øje med handelstjenesternes aktiviteter. Derfor har svindlere også gode muligheder for at udgive sig som investeringsmæglere og franarre forbrugerne deres opsparing. Det er selvfølgelig ikke lovligt, men dem der har modtaget betalingen vil ofte være ”over alle bjerge”, eller måske nærmere godt gemt i cyberspace. For lægmanden er det ikke altid tydeligt, om der bag den professionelle markedsføring og onlineplatforme gemmer sig en legitim virksomhed.
”Forbrugerne bør derfor generelt forholde til sig kritisk til både investeringsmægleren og det markedsførte kryptoprodukt,” afslutter Ulla Brøns Petersen
Der arbejdes aktuelt i EU på at etablere en fælleseuropæisk regulering af markedet for kryptovalutaer. EU-lovgivningen MICA vil blandt andet indføre tilladelseskrav. Finanstilsynet forventer, at denne forordning vil blive vedtaget inden året er omme.
Kilde: Finanstilsynet
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Finanstilsynet.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.