Early Bird: din pris er låst, så længe du er kunde. Tilbuddet slutter 31. december. Se planerne

PRESSEMEDDELELSE - Kulturskolens store Gallashow vender tilbage i 2027

26. oktober 2026
·
Ligesom i 2019 vil en topprofessionel lyd- og lysproduktion danne rammen om gallashowet i marts 2027.
Kort fortalt · resumé fra Pressemeddelelse.dk

Kulturskolens Gallashow vender tilbage til Billund Kommune søndag den 7. marts 2027 efter otte års pause. Showet afholdes i AL Sydbank Arena i MAGION.

Billund Kommunes udvalg har afsat 300.000 kr. til Gallashow i 2027 og 2029. Mere end 500 børn og unge forventes at medvirke, og billetsalget ventes at starte i midten af november 2026.

Et stykke kulturhistorie genopstår efter otte år i Billund Kommune med Kulturskolens Gallashow. I 2027 kan publikum igen nyde det store show, som tidligere har samlet hele kommunen.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen søndag den 7. marts 2027, for her danner AL Sydbank Arena i MAGION rammerne for det første Gallashow i otte år.

“Jeg er både glad og stolt over, at vi kan genoplive Gallashowet. Det er et arrangement, som mange børn, unge og familier har stærke minder om, og som gennem årene har haft stor betydning for fællesskabet i vores kommune, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune og uddyber: "For mig handler Gallashowet ikke kun om en flot forestilling. Det er et arrangement, som kan samle os alle og medvirke til at styrke den lokale stolthed i kommunen. Kunst og kultur skaber fællesskaber på tværs af alder og baggrund, og Gallashowet er et stærkt eksempel på, hvordan kulturen kan samle borgere fra hele kommunen."

Bidrag fra lokale fonde sikrer stort hovednavn

Det er Billund Kommunes Økonomi-, Erhverv- og Turismeudvalg, der har valgt at øremærke 300.000 kr. til, at et af kommunens største kulturelle fyrtårnsprojekter kan genopstå. Hertil har K.G. Fonden og Ole Kirk's Fond bidraget med flotte beløb.

“Det gør en kæmpe forskel med disse donationer, så vi kan stille op med et show i stærk kaliber. Vi er i de sidste afsluttende forhandlinger med to markante professionelle musikprofiler, som på hver deres måde vil kunne bidrage at gøre begivenheden til noget helt særligt, og som vi vil komme til at tale om længe efter. Vi glæder os til at kunne afsløre kunstnerne, når billetsalget åbner,” siger Per Weile Bak, leder af Billund Kulturskole.

Over 500 børn og unge skaber noget større sammen

Årets tema er Imagine.

Bag titlen gemmer sig en fortælling om fantasi, muligheder og fællesskab. Mere end 500 børn og unge forventes at bidrage til produktionen på tværs af kunstarter, aldre og niveauer. Nogle står på scenen som musikere, sangere, dansere eller performere. Andre bidrager med udstillinger, visuel udsmykning og andre dele af produktionen. Fælles for alle medvirkende er, at de bliver en del af en større helhed.

På den måde samler Gallashowet Kulturskolens mange fag og udtryksformer i én scenisk fortælling, hvor musik, sang, dans og visuelle elementer smelter sammen i en ambitiøs produktion.

Kultur, fællesskaber og trivsel

Målet er at fylde salen med omkring 1.200 gæster og skabe en totaloplevelse med professionel sceneproduktion, avanceret lys- og lydteknik samt de endnu ikke offentliggjorte hovednavne.

Gallashowet er ikke kun en forestilling. Det er også et læringsprojekt, hvor børn og unge arbejder målrettet sammen om et fælles mål. På tværs af alder, baggrund og kunstneriske interesser skabes nye relationer og fællesskaber, hvor kreativitet, samarbejde og lysten til at skabe noget sammen er i centrum. Projektet skal styrke både trivsel, selvtillid og følelsen af at høre til i et kreativt fællesskab.

Billetter som den oplagte julegave

Billetsalget forventes at begynde i midten af november 2026, og Billund Kulturskole håber, at mange vil benytte lejligheden til at sikre sig billetter som årets kulturelle julegave.

Fakta

  • Gallashowet er tidligere afviklet i 2012, 2015, 2017 og 2019.
  • Gallashowet vender tilbage i 2027 efter otte års pause og holdes søndag den 7. marts.
  • Økonomi-, Erhverv- og Turismeudvalget i Billund Kommune har afsat 300.000 kr. til Gallashow i både 2027 og 2029.
  • Showet er støttet af K.G. Fonden og Ole Kirk's Fond

For yderligere information:

Charlotte Nygaard, Billund Kommune, 21138460, chny@billund.dk

Billund Kommune

KILDE / LOGO / FOTO: Billund Kommune

Billeder

Kulturskolens dygtige dansere indtager også scenen og er med til at gøre gallashowet til en festlig oplevelse.
En bred vifte af Kulturskolens elever kommer på scenen i samspil med to professionelle solister.

Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Billund Kommune.

Følg Billund Kommune

Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.

Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.

Seneste pressemeddelelser

26. oktober 2026
De britiske heavy metal-legender indtager Amager Bio den 5. marts 2027, hvor publikum kan se frem til udødelige metalhymner, benhårde riffs og nyt materiale…
26. oktober 2026
Kunstig intelligens kan hjælpe med alt fra faldregistrering til dokumentation i ældreplejen. Men teknologien skaber også en række etiske dilemmaer, som ikke…
26. oktober 2026
Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en ny måde at tænke biodiversitet på. I stedet for kun at måle de arter, vi kan observere i dag, forsøger deres…