PRESSEMEDDELELSE - Topdesigner bag nye føtex-, Netto- og Bilka-uniformer

24. september 2026
·
Kort fortalt · resumé fra Pressemeddelelse.dk

Salling Group har indgået et designsamarbejde med Soeren Le Schmidt om nye uniformer til medarbejdere i Netto, føtex, Bilka og BR. Arbejdstøjet skal bruges i koncernens mere end 700 danske butikker og varehuse.

Designprocessen starter nu med medarbejdere fra kæderne. Design og produktion ventes at tage et år, mens de nuværende kollektioner udfases gradvist.

Soeren Le Schmidt indgår designsamarbejde med Salling Group. Den kendte modedesigner skal udvikle nyt arbejdstøj til medarbejderne i Salling Groups mere end 700 danske butikker og varehuse.

Danmarks største dagligvarekoncern har sat topdesigner Soeren Le Schmidt i spidsen for at udvikle nye medarbejderuniformer til kæderne Netto, føtex, Bilka og BR – med høje krav til funktionalitet og komfort.

”Vores kolleger i butikker og varehuse er i høj grad Salling Groups ansigt udadtil, og det er helt afgørende, at det tøj, de trækker i til hverdag både føles godt og fungerer i en travl hverdag i butikkerne, hvor der er mange forskellige opgaver, der skal løses. Tøjet skal både se pænt ud og være rart at have på hele dagen,” siger CEO i Salling Group Anders Hagh og sætter ord på valget af designer:

”Valget faldt på Soeren Le Schmidt, fordi han ikke alene er en dygtig designer; han har også en god forståelse for, hvilke funktionaliteter, der er brug for i en travl hverdag i butikkerne, og hvordan vores kolleger rent faktisk bruger deres tøj, når de er på arbejde.”

Vigtigt at medarbejdere er med i designprocessen

Også hos designeren selv er der høje forventninger til samarbejdet.

”Alle kan designe noget skørt, smukt og sjovt. Det her er en langt mere udfordrende og relevant opgave, fordi det er funktionelt tøj, der skal kunne bæres af alle kropstyper, former og køn, og hvor både materialer og design skal være virkelig langtidsholdbare,” lyder det fra Soeren Le Schmidt.

Den kendte designer, der selv har arbejdet i føtex som ung, glæder sig til ikke mindst til at starte designprocessen sammen med Salling Groups medarbejdere:

”Det har været vigtigt for mig at sikre, at medarbejdere fra alle funktioner kan komme med input til processen. Det har vi sikret på flere forskellige måder, blandt andet ved at sammensætte et udviklingsforum, som jeg kommer til at sparre med under hele processen. Det er helt afgørende for, at vi får lavet et langtidsholdbart design, som medarbejderne har lyst til at tage på og føler sig godt tilpas i.”

Rød tråd på tværs af kæder

Det nye arbejdstøj udvikles med respekt for de enkelte kæders eksisterende identiteter, og ambitionen er at skabe tydelige og genkendelige designs, samtidig med at der etableres en rød tråd på tværs af koncernens kæder. Designprocessen går i gang med det samme med involvering af medarbejdere fra både Netto, føtex, Bilka og BR.

Design- og produktionsproces forventes at tage et år, så medarbejderne må væbne sig med tålmodighed, indtil det nye tøj kommer ud at leve. Samtidig har det været vigtigt for Salling Group, at de nuværende kollektioner udfases gradvist, så intet tøj går til spilde.

Om Soeren Le Schmidt

Soeren Le Schmidt er en dansk designer og skrædder og kendt for sit arbejde med mode og skræddersyede designs til både kongehuset, tv-produktioner og kendte brands. Han har tidligere løst professionelle uniformsopgaver for Dragsholmslot, Hotel Nimb og Restaurant Alchemist, og arbejdet med at kombinere design og funktionalitet er derfor ikke nyt for ham. Soeren har desuden i sine yngre år været ansat i føtex.

For yderligere information:

Group Communication, Salling Group: 8778 5002, press@sallinggroup.com

Pressemeddelelse - Salling Group - Logo

KILDE / LOGO / FOTO: Salling Group

Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk på vegne af afsenderen. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til afsenderen.

Følg Pressemeddelelse

Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.

Seneste pressemeddelelser

22. september 2026
Fredag kl. 11 på BogForum 2026 kan du opleve en helt særlig samtale på Forlaget Brændpunkts stand C3-050, når den anerkendte forfatter Kim Leine interviewer…
21. september 2026
Scandic Hotels bliver den første hotelkæde i Danmark, der etablerer en landsdækkende model for lokal donation af overskudsmad. Mad skal hjælpes videre dér…
15. september 2026
Hvad hvis Tobi var vokset op i diagnosesamfundet? I dag ville et barn som Tobi måske have fået en psykiatrisk diagnose. Men ville det have gjort en forskel?…