Odense Kommune deltager i uge 40 i en national kampagne om alkoholproblemer med Alkohol & Samfund og Sundhedsstyrelsen. Målet er at mindske tabuet om at søge behandling.
En Voxmeter-måling viser, at syv ud af ti har svært ved at tale om alkoholproblemer, mens syv ud af ti ønsker, at andre siger til ved bekymring.
Alkoholbehandlingen i Odense har samlet alkohol- og stofbehandlingen og tilbyder også hjælp til pårørende.
I uge 40 sætter Odense Kommune sammen med Alkohol & Samfund og Sundhedsstyrelsen fokus på alkoholproblemer og deres konsekvenser. I Odense oplever man stigende aktivitet indenfor alkoholbehandling og har netop samlet alkohol- og stofbehandlingen for at kunne udvikle en mere sammenhængende og fleksibel rusmiddelbehandling for borgerne.
Selvom åbenhed kan forkorte vejen til behandling, og dermed lette vejen ud af et alkoholmisbrug, holder mange sig tilbage for at tale om mulige alkoholproblemer selv hos deres nærmeste.
– Det er ærgerligt, at man af frygt for at ødelægge et forhold eller et venskab ikke vil dele sine bekymringer med mennesker, man er tæt på. Jeg håber, tiden snart er moden til, at vi i højere grad tør dele vores tanker. Så flere kan tage deres første skridt ud af misbruget, siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.
Ifølge en ny Voxmeter-måling fra Alkohol & Samfund finder syv ud af ti adspurgte det svært at tale om alkoholproblemer i den nærmeste familie og omgangskreds.
– Vi er bange for at tage fejl, overreagere og ødelægge en relation, der er vigtig for os, og det kan afholde os fra at sige noget. I det hele taget går vi ud fra, at andre nok helst vil have, at vi passer os selv, siger Bjarne Stenger Elholm, souschef hos Alkohol & Samfund og leder af Alkolinjen.
– Men når vi vender spørgsmålet om og spørger, hvad vi selv gerne ville have, at andre gjorde, hvis de var bekymrede for os, så får vi et helt andet svar, siger Bjarne Stenger Elholm.
Ifølge Voxmeter-undersøgelsen vil syv ud af ti gerne have, at andre fortæller dem det, hvis de bliver bekymrede for deres alkoholvaner. Kun godt otte procent foretrækker, at andre blander sig udenom.
– Det er en vigtig og superpositiv besked til alle, der har stået med en bekymring og tænkt: "Det kommer ikke mig ved, det kan jeg ikke tillade mig at blande mig i". Vi må faktisk gerne give udtryk for vores bekymring, siger Bjarne Stenger Elholm fra Alkohol & Samfund.
I uge 40 deltager Odense Kommune i Alkohol & Samfund og Sundhedsstyrelsens nationale kampagne, som skal være med til at udfordre tabuet og berøringsangsten omkring alkoholproblemer.
Medarbejdere fra Alkoholbehandlingen i Bjergegade vil møde odenseanere udvalgte steder i byen for at tage en snak om alkohol og mulighederne for at gå i behandling.
– Målet er at nedbryde tabuet om at gå i behandling. Der er mange mennesker, der kommer og gerne vil tale med os. Det er vores fornemmeste opgave at lytte og fortælle folk, at tilbuddet om alkoholbehandling er for alle fra 18 år og opefter. Uanset om man er i arbejde eller på overførselsindkomst, og om man har et overforbrug eller har udviklet en afhængighed, siger alkoholbehandler Vibeke Reuschenbach fra Alkoholbehandlingen i Odense.
På centret i Bjergegade tilbyder man også hjælp til pårørende.
Hvis den drikkende ikke er i behandling, tilbydes konkrete strategier og værktøjer til at håndtere hverdagen og relationen til den drikkende. Formålet er at øge den pårørendes trivsel og at understøtte, at den drikkende søger behandling og reducerer sit alkoholforbrug.
Hvis den drikkende er i behandling, tilbydes samtaler med udgangspunkt i den pårørendes situation og behov. Samtalerne støtter den pårørende i at håndtere konsekvenserne af et liv tæt på alkoholproblemer.
Fra 2025 til 2026 steg det gennemsnitlige antal indskrevne borgere hos Alkoholbehandlingen fra 141,25 til 147,5.
Samtidig er arbejdet med at skabe Danmarks bedste rusmiddelbehandling godt i gang.
De tre rusmiddelområder i Odense; Alkoholbehandlingen, Unge og Rus samt Voksne og Rus arbejder nu tættere sammen om at skabe et samlet tilbud til borgerne.
Med en fælles "No Wrong Door"-tilgang skal borgerne opleve, at hjælpen er tilgængelig, uanset hvor de henvender sig.
Mandag 28. september i Tarup Center kl. 9.00 – 13.30
Tirsdag 29. september på Café Paraplyen kl. 15.00 – 17.00
Onsdag 30. september i Odense centrum kl. 9.30 -13.30
Torsdag 1. oktober ved Bilka kl. 9.00 -13.30
Mandag 5.oktober på OUH kl. 9.00 – 13.30
Fredag 9.oktober i Borgernes Hus kl. 9.30 – 12.00
For yderligere information:
Beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell via pressetelefon tlf. 29 79 25 48

KILDE: Odense Kommune. ILLUSTRATION: AI-genereret af Pressemeddelelse.dk.
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Odense Kommune.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.