Mobility Denmark opfordrer bilister til at skifte til vinterdæk, før glatføre sætter ind. Siden 1. juli 2025 har det været ulovligt at køre med åbenbart uegnede dæk til det konkrete føre, og sommerdæk kan ved sne eller is udløse bøde.
Danmark har ingen fast dato for vinterdæk. Bilister med helårsdæk bør også undersøge dækkenes vinteregenskaber og slid.
Vinteren er på vej – er din bil klar? Mobility Denmark opfordrer bilisterne til at skifte til vinterdæk, før glatføret sætter ind.
Når temperaturen falder, og vejene bliver glatte, kan dækkene få afgørende betydning for trafiksikkerheden. Dæk, der ikke passer til føret, kan gøre det vanskeligere at bremse og holde bilen under kontrol. Dertil har det siden 1. juli 2025 været ulovligt at køre med "åbenbart uegnede dæk" til det konkrete føre. Det betyder altså, at bilister ikke bare risikerer trafiksikkerheden, men også en bøde, hvis der bruges sommerdæk, når der er sne eller is på vejene.
”Dækkene er bilens kontakt med vejen, og når føret bliver glat, er det afgørende, at de kan klare forholdene. Det er i alles interesse at undgå en situation, hvor bilen ikke længere kan bruges forsvarligt. Derfor er det en god idé at bestille tid til dækskift i god tid, inden vintervejret for alvor sætter ind,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Danmark har ingen fast dato for, hvornår vinterdækkene skal være monteret. Sommerdæk er derfor ikke i sig selv ulovlige i vintermånederne, så længe vejforholdene tillader det. Men for bilister, der er afhængige af bilen i hverdagen, kan det være en risiko at vente. Hvis vejene bliver vinterglatte, skal bilen blive stående, hvis dækkene ikke er egnede til føret. Det er dog ikke kun bilister med sommerdæk, der bør være opmærksomme. Også helårsdæk findes i forskellige varianter med forskellige vinteregenskaber, og betegnelsen er ikke i sig selv en garanti for, at dækkene passer til alle forhold.
”Har man helårsdæk, bør man undersøge, om de er egnede til den kørsel, man skal bruge bilen til gennem vinteren. Det er også vigtigt at holde øje med slid, da dækkenes egenskaber har betydning, når vejgrebet bliver udfordret. Er man i tvivl, kan værkstedet hjælpe med at vurdere, om dækkene er de rigtige,” siger Mads Rørvig.
M+S, MS og M&S betegner godkendte vinterdæk. Til hårdt vinterføre anbefaler Færdselsstyrelsen desuden snegrebsmærket 3PMSF, der viser et bjerg med tre tinder og et snefnug. Det gælder også ved valg af helårsdæk, hvor vinteregenskaberne varierer mellem de forskellige dæk.
For yderligere information:
Mads Rørvig, Mobility Denmark, 30 16 10 04, mr@mobility.dk

KILDE / LOGO / FOTO: Mobility Denmark
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Mobility Denmark.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.