HusCompagniet øgede omsætningen med 13 pct. til 2.458 mio. kr. i de første ni måneder af 2026 og fastholder forventningerne til året. EBITDA før tab ved frasalg af datterselskaber steg 34 pct. til 63 mio. kr.
Salget faldt 35 pct. til 697 huse, mens afleveringerne steg 11 pct. til 788. Ordrebeholdningen var 1.752 mio. kr. ved udgangen af tredje kvartal, 21 pct. lavere end i sammenligningsperioden. HusCompagniet har indgået en treårig kreditfacilitet med Danske Bank og Nykredit.
Efter god eksekvering i 3. kvartal og aflevering af udskudte projekter efter den kolde vinterperiode øgede HusCompagniet omsætningen på tværs af segmenterne med 13% til 2.458 mio. kr. i de første ni måneder af 2026. I rækkehusforretningen stabiliserede resultaterne sig fortsat med god fremdrift i de tre udfordrede B2B-projekter – hvoraf ét er afsluttet – og fortsat fremskridt i den strategiske rekalibrering med særlig vægt på at etablere en stærkere og mere fokuseret organisation. I oktober sikrede HusCompagniet samtidig et godt fundament for at forfølge strategien om at udvikle flere projekter på egen jord med en ny og tilpasset treårig kreditfacilitet med Danske Bank og Nykredit.
Den fortsatte omsætningsvækst var drevet af god eksekvering af ordrebogen og højere gennemsnitlige salgspriser, kombineret med flere afleveringer i den danske del af forretningen. Bruttomarginen faldt som forventet på grund af effekterne af den usædvanligt kolde vinter og udgjorde 15,4% mod 17,1% i sammenligningsperioden. Rækkehusforretningen leverede en stærkt forbedret omsætning og indtjening i forhold til sammenligningsperioden, der var påvirket af nedskrivninger af de tre udfordrede B2B-projekter.
EBITDA før tab ved frasalg af datterselskaber steg 34% til 63 mio. kr., svarende til en margin på 2,5% mod 47 mio. kr. og 2,2% i de første ni måneder af 2025. Den positive udvikling var primært drevet af rækkehusforretningen og stram omkostningsstyring. EBIT før tab ved frasalg af datterselskaber steg til 27 mio. kr. fra 14 mio. kr. i sammenligningsperioden. Gearingen (NIBD/LTM EBITDA) faldt til 4,4x fra 5,4x ved udgangen af 2. kvartal 2026 og var uændret i forhold til 3. kvartal 2025.
CEO i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen, siger: “Vi fortsatte som ventet med at øge omsætningen, og vi er tilfredse med, at den strategiske rekalibrering og projekteksekvering i rækkehusforretningen følger planen og leverede forbedrede resultater. Mens vores forretning for enfamiliehuse solgte færre huse som forventet under de nuværende markedsforhold, gennemfører vi målrettede investeringer og indsatser for at øge salget og forblive attraktive for private huskøbere.”
I forlængelse af rekalibreringen af rækkehusforretningen var salget som ventet lavere i segmentet, og det samlede salg faldt 35% til 697 huse (enheder) i de første ni måneder af 2026 fra 1.077 i sammenligningsperioden. Antallet af afleveringer steg 11% til 788 fra 713 enheder sidste år, hvilket primært var drevet af rækkehusforretningen. Ultimo september 2026 udgjorde ordrebeholdningen 1.752 mio. kr. mod 2.219 mio. kr. i sammenligningsperioden.
“Vi forfølger vores strategi om at vende tilbage til kernen i vores forretning med flere projekter på egen jord og med højere marginer. Vi har allerede sikret os attraktive jordstykker i Jylland og på Sjælland, og den nye kreditfacilitet danner et forbedret finansielt fundament og giver større fleksibilitet til at fortsætte i det spor. Vi har en god pipeline og forventer at foretage væsentlige investeringer i attraktive jordstykker i 2027 for at understøtte væksten i de kommende år. Vi har solide resultater og omfattende erfaring på dette felt, og jeg er glad for, at velansete banker med indgående kendskab til vores branche støtter den reviderede tilgang, som passer bedre til vores forretning,” siger Martin Ravn-Nielsen.
| Mio.kr. | 3. kvt. 2026 | 3. kvt. 2025 | Ændring | 9 mdr. 2026 | 9 mdr. 2025 | Ændring | |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Huse solgt (enheder) | 190 | 376 | -49% | 697 | 1.077 | -35% | |
| Huse leveret (enheder) | 374 | 319 | 17% | 788 | 713 | 11% | |
| Ordrebeholdning, netto | 1.752 | 2.219 | -21% | 1.752 | 2.219 | -21% | |
| Resultatopgørelse | |||||||
| Omsætning | 813 | 792 | 3% | 2.458 | 2.167 | 13% | |
| Bruttoavance | 124 | 110 | 13% | 379 | 370 | 3% | |
| EBITDA før tab ved frasalg af datterselskaber | 33 | 8 | – | 63 | 47 | 34% | |
| EBIT før tab ved frasalg af datterselskaber | 21 | -4 | – | 27 | 14 | 94% | |
| EBIT | 21 | -4 | – | -43 | 14 | – | |
| Balance | |||||||
| Kontraktaktiver, netto | 524 | 464 | 60 | 524 | 464 | 60 | |
| Varebeholdning | 250 | 301 | -51 | 250 | 301 | -51 | |
| Nettorentebærende gæld (NIBD) | 336 | 309 | 27 | 336 | 309 | 27 | |
| Finansielle nøgletal | |||||||
| Bruttomargin | 15,3% | 13,9% | 1,4ppt. | 15,4% | 17,1% | -1,7ppt. | |
| EBITDA-margin før tab ved frasalg af datterselskaber | 4,0% | 0,9% | 3,1ppt. | 2,5% | 2,2% | 0,3ppt. | |
| EBIT-margin før tab ved frasalg af datterselskaber | 2,6% | -0,5% | 3,1ppt. | 1,1% | 0,7% | 0,4ppt. | |
| EBIT-margin | 2,6% | -0,5% | 3,1ppt. | -1,7% | 0,7% | -2,4ppt. | |
| NIBD/LTM EBITDA | 4,4x | 4,4x | 0,0x | 4,4x | 4,4x | 0,0x | |
| Frie pengestrømme | -52 | 0 | -52 | -113 | -26 | -87 | |
| Kontanter til rådighed inkl. kreditfacilitet | 469 | 507 | -38 | 469 | 507 | -38 | |
| Medarbejdere, ultimo | 374 | 493 | -119 | 374 | 493 | -119 | |
Baseret på de finansielle resultater i de første ni måneder af 2026 og forventninger til 4. kvartal 2026 fastholdes forventningerne:
Forventningerne til 2026 er baseret på, at der leveres 1.000-1.300 huse og understøttes af ordrebeholdningen, mens fortsat geopolitisk uro og konflikter, såvel som renteudviklingen har en negativ indvirkning på markedet. Lav sigtbarhed, fortsat markedsvolatilitet og prisfølsomhed såvel som de udfordrede B2B-projekter med påvirkning af indtjeningen frem til 1. halvår 2027 har en ugunstig effekt på den forventede lønsomhed i 2026. Desuden antages det, at der ikke opstår væsentlig forværring af de fortsatte geopolitiske spændinger i Mellemøsten, som medfører forstyrrelser af forsyningskæderne eller væsentlige stigninger i råvarepriserne fra niveauerne i 3. kvartal 2026.
For yderligere information:
Lena Bøgild, HusCompagniet A/S, 51940941, lena@brochnerbogild.com

KILDE / LOGO / FOTO: HusCompagniet A/S
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til HusCompagniet A/S.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.