Early Bird: din pris er låst, så længe du er kunde. Tilbuddet slutter 31. december. Se planerne

Pressemeddelelse skabelon

Pressemeddelelse skabelon

Her er en skabelon til en pressemeddelelse, som du kan kopiere direkte ind i Word, Google Docs eller din mail. Under skabelonen forklarer vi kort, hvad der skal stå i hvert felt, og til sidst finder du en tjekliste, du kan gå igennem, før pressemeddelelsen sendes ud.

Skabelon til pressemeddelelse – kopiér og udfyld

PRESSEMEDDELELSE – [dato]

[OVERSKRIFT]
Kort og konkret formulering af nyheden. Aktive verber, 6-12 ord.

[MANCHET]
Én til to sætninger, der uddyber overskriften med en ekstra detalje.

[INGRESS]
Hvem, hvad, hvornår, hvor og hvorfor i højst tre-fire sætninger.
Skal kunne stå alene.

[BRØDTEKST – AFSNIT 1]
Uddyb nyheden med fakta, tal og kontekst. Det vigtigste først.

[BRØDTEKST – AFSNIT 2]
Yderligere detaljer, baggrund eller relaterede oplysninger.

[CITAT]
”[Citat fra direktør eller relevant person],” siger [navn], [titel], [virksomhed].

[CALL TO ACTION]
Hvad skal modtageren gøre nu? Besøge en side, tilmelde sig, kontakte jer.

Om [virksomheden]
Tre til fem sætninger om, hvad virksomheden laver, hvornår den blev
grundlagt, og hvad den er kendt for.

Kontakt:
[Navn], [titel]
[E-mail] · [telefonnummer]

Sådan udfylder du skabelonen

Overskrift

Overskriften skal fortælle, hvad der er sket. ”Dansk startup lancerer platform, der halverer sagsbehandlingstiden” siger mere end ”Ny løsning lanceres”. Brug tal, navne og steder, og undgå klichéer som ”banebrydende” og ”unik”.

Manchet og ingress

Manchetten giver lidt mere kontekst end overskriften. Ingressen er første afsnit og skal kunne læses alene som et resumé af hele nyheden. Mange journalister beslutter her, om de læser videre.

Brødtekst

Skriv efter den omvendte pyramide: det vigtigste først, detaljer og baggrund bagefter. Hvert afsnit skal tilføje noget nyt. Hele pressemeddelelsen fylder typisk 300 til 600 ord.

Citat

Citatet skal tilføje en holdning eller en vurdering, ikke gentage teksten. Brug en navngiven person med titel, så journalisten kan bruge citatet direkte.

Call to action, boilerplate og kontakt

Slut med en klar vej videre, f.eks. ”Læs mere på [hjemmeside]”. Boilerplaten under ”Om [virksomheden]” er den samme fra gang til gang. Kontaktpersonen skal kunne tage telefonen, når pressemeddelelsen er sendt.

Vil du gå mere i dybden med hvert trin, kan du læse Sådan skriver du en god pressemeddelelse. Råd om opstilling og nyhedskriterier finder du i Pressemeddelelse layout.

Tjekliste før du sender

  • Siger overskriften noget konkret, en journalist kan bygge en artikel på?
  • Besvarer ingressen hvem, hvad, hvornår, hvor og hvorfor?
  • Er det vigtigste først?
  • Er der et citat fra en navngiven person med titel?
  • Er reklamesprog som ”fantastisk” og ”revolutionerende” skrevet ud?
  • Er tal, navne og datoer tjekket?
  • Er der et billede med billedtekst og fotokreditering?
  • Er kontaktpersonen klar til at blive ringet op?

Brug skabelonen direkte på Pressemeddelelse.dk

Når du opretter en pressemeddelelse på Pressemeddelelse.dk, følger formularen samme rækkefølge som skabelonen, med egne felter til blandt andet citater, faktaboks og kontaktpersoner. Det er gratis at oprette en konto, og før du udgiver første gang, slår vi dit CVR-nummer op i registret. Planer og priser står på pressemeddelelse.dk/priser.

Ofte stillede spørgsmål om skabeloner

Er skabelonen gratis at bruge?

Ja. Du må kopiere skabelonen og bruge den til alle dine pressemeddelelser, uanset hvor du sender dem ud.

Kan jeg bruge skabelonen i Word eller Google Docs?

Ja. Markér teksten i boksen, kopiér den, og sæt den ind i et tomt dokument. Erstat derefter teksten i de kantede parenteser med dine egne oplysninger.

Hvor lang skal en pressemeddelelse være?

Typisk 300 til 600 ord. Har du mere baggrund, kan du vedhæfte det som et særskilt dokument.

Hvad er forskellen på en skabelon og et layout?

Skabelonen er indholdet og rækkefølgen: hvilke dele pressemeddelelsen skal have. Layoutet handler om, hvordan det stilles op og præsenteres, f.eks. emnelinje, afsender, faktaboks og punktform.

Findes der eksempler på udfyldte pressemeddelelser?

Ja. I artiklen Pressemeddelelse eksempel viser vi rigtige pressemeddelelser fra vores arkiv og forklarer, hvad de gør godt.