Regeringen vil ikke søge EU om en dansk særordning for minkavl, som dermed bliver ulovlig i Danmark. Dyrenes Beskyttelse kalder beslutningen en sejr for dyrevelfærden.
EU forbød i 2025 minkavl i medlemslandene, efter at minken blev optaget på EU's liste over invasive arter. Den tidligere SVM-regering ville søge dispensation, men ansøgningen gennemføres ikke.
Regeringen dropper at ansøge EU om en særordning for minkavl, der derfor bliver endegyldigt ulovligt i Danmark. Det vækker stor begejstring hos Dyrenes Beskyttelse, at en af de mest dyrefjendske produktioner nu lukker.
Hos Dyrenes Beskyttelse har man kun rosende ord til regeringen, der fredag har meddelt, at minkavl bliver ulovligt i Danmark.
”Det er en kæmpe sejr for minkene, og vi har ærligt talt svært ved at få armene ned af ren og skær begejstring over regeringens beslutning. Minkavl er helt og aldeles uforeneligt med dyrevelfærd, og derfor er det fantastisk, at det snart er fortid i Danmark”, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Helt konkret vil regeringen undlade at søge om en dansk særordning til det EU-direktiv, der i 2025 forbød medlemslandene at have minkavl, da minken kom på unionens liste over invasive dyrearter. Den daværende SVM-regering meddelte ved den lejlighed, at man ville søge om dispensation for forbuddet, men den ansøgning kommer den nuværende regering altså ikke til at føre ud i livet.
Selvom EU-direktivet tager sit udgangspunkt i minkens negative påvirkning af hjemmehørende arter, så lyder det fra regeringen i en pressemeddelelse, at hensynet til dyrevelfærd i høj grad også har været grunden til, at man ikke længere ønsker minkavl i Danmark. En begrundelse, der møder stor opbakning hos Dyrenes Beskyttelse.
”Minkavl er en af de mest dyrefjendske produktioner, vi overhovedet kender til. Det er en forældet industri, der baserer sig på at stuve dyrene sammen i små trådbure på lange rækker, hvor de tilbringer hele livet. Det kan ikke være længere væk fra deres naturlige behov. Derfor er det en stor lettelse, at minkavl nu bliver forbudt”, siger Britta Riis.
Den amerikanske mink, der anvendes i pelsproduktionen, er hjemmehørende i Nordamerika, hvor den lever for sig selv og kun omgås artsfæller omkring parring, og for hunnernes vedkommendes mens de har unger. Mink opholder sig desuden i høj grad i og omkring vand. Faktisk så meget at de har svømmehud mellem tæerne.
I 2025 konkluderede EU’s videnskabelige rådgivningsorgan EFSA i en rapport, at det ikke er muligt at sikre dyrevelfærden i minkproduktionen.
For yderligere information:
Dyrenes Beskyttelse, 40841512, presse@dyrenesbeskyttelse.dk

KILDE / LOGO / FOTO: Dyrenes Beskyttelse
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Dyrenes Beskyttelse.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.