Haderslev Kommune har åbnet et fast digitalt rådgivningstilbud for unge på platformen Cyberhus. Tilbuddet blev lanceret i denne uge og er målrettet 12-17-årige, men kan også bruges af yngre og ældre.
På cyberhus.dk/ung-i/haderslev kan unge anonymt chatte med kommunens rådgivere eller skrive til brevkassen. Rådgivningen bemandes af kommunens rådgivende team og SSP-samarbejdet på hverdage.
Der skrues op for digitale løsninger alle steder i en tid, hvor vi skal holde fysisk afstand. Seneste skud på stammen er digital ungerådgivning, der er gået i luften i denne uge, og fremover er et fast tilbud i Haderslev Kommune.
”Mange unge oplever, at det er svært at tale med forældre eller venner om de bekymringer og udfordringer, de står over for i deres liv, og har brug for rådgivning fra fagpersoner. Det er vigtigt, at det er nemt for dem at søge den rådgivning, og det er det blevet nu på platformen Cyberhus, hvor vores egne rådgivere er klar til at tage imod”, siger Bo Morthorst Rasmussen, der er formand for Socialudvalget i Haderslev Kommune.
Digital rådgivning på cyberhus.dk har været i støbeskeen i noget tid, men den aktuelle coronakrise har sat fart på arbejdet, så Haderslev Kommune allerede nu er klar til at rådgive unge på platformen. Den primære målgruppe er de 12-17, men den kan også bruges, selvom man er lidt yngre eller ældre.
”Det er rigtig godt og vigtigt, at vi nu kan tilbyde online rådgivning, for de unges bekymringer er ikke blevet mindre under krisen, men de er som alle andre meget mere isolerede, hvilket kan være rigtig svært. Derfor har de særligt brug for muligheden for digital rådgivning lige nu”, Lene Bitsch Bierbaum, næstformand for Socialudvalget i Haderslev Kommune.
På cyberhus.dk/ung-i/haderslev kan man blandt andet chatte med en rådgiver fra Haderslev Kommune eller skrive et indlæg i brevkassen. Hvis chatten ikke er åben, er der også mulighed for at chatte med platformens egne rådgivere eller benytte funktionen ung-til-ung.
”Al kontakt på platformen foregår anonymt, og når man skriver til os på chatten, er det rådgivere fra Haderslev Kommune, der svarer. Det kan være rigtig vigtigt, at det er mennesker med kendskab til lokalområdet, man får fat i, for de kan i nogle tilfælde bedre sætte sig ind i de unges bekymringer”, Hassan Najem, der er leder af SSP og forebyggelse i Haderslev Kommune.
Den digitale ungerådgivning bemandes af rådgivere fra Haderslev Kommunes rådgivende team og SSP-samarbejdet, der sidder klar i chatten mandag-onsdag 12-16, torsdag 19-21 og fredag 10-14.
Bo Morthorst Rasmussen, Formand, Socialudvalget
Lene Bitsch Bierbaum, Næstformand i Socialudvalget
Hassan Najem, Hotspotchef og leder af SSP og Forebyggelse

Kilde / Logo: Haderslev Kommune
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Haderslev Kommune.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.