Assens Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg har åbnet BronzeBanens oplevelsespulje, der skal støtte nye oplevelser langs den rekreative cykel- og vandresti mellem Assens og Tommerup.
CVR-registrerede lokalråd, borgerforeninger og andre foreninger kan søge støtte til blandt andet udstyr, mødesteder og aktivitetsfaciliteter. Fristen er 31. december 2026.
Nu åbner muligheden for at søge støtte fra en ny oplevelsespulje og få hjælp til at realisere gode idéer, der kan styrke oplevelser langs BronzeBanen til gavn for både lokale og besøgende.
Lige nu er arbejdet i fuld gang med at etablere den nye rekreative cykel- og vandresti mellem Glamsbjerg og Assens, BronzeBanen. Men stien bliver langt mere end bare en mulighed for at cykle eller gå en tur gennem Vestfyns smukke landskab.
Sideløbende med anlægsarbejdet er der nemlig udviklet et formidlingskoncept, som bringer områdets kulturhistorie til live.
Gennem fortællinger og formidling langs ruten kan man opleve historien om bronzealderfyrsternes magtcentrum i Voldtofteområdet, jernbanens betydning for lokalsamfundene og livet på Vestfyn under krigen. Undervejs fortælles der også om naturen langs banen.
Men områderne langs stien har potentiale til endnu mere. Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget oprettet en ny pulje, som skal give foreninger, lokalråd og borgergrupper mulighed for at udvikle endnu flere oplevelser i tilknytning til stien mellem Assens og Tommerup og udvikle dele af deres lokalområder.
”Vi har hørt flere ønsker fra lokale, som har ideer til oplevelser langs stien, som samtidig også understøtter udvikling i deres lokalområde. Det vil vi gerne bakke op om. Derfor stiller vi nu en pulje til rådighed, så nogle af de mange gode ideer og ønsker har mulighed for at blive realiseret”, siger Henrik Kirk, som er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
BronzeBanens oplevelsespulje kan f.eks. yde støtte til udstyr og inventar langs ruten, installationer som er offentligt tilgængelige, turisme- og destinationsudvikling, lege- og aktivitetsfaciliteter, mødesteder og samlingspunkter eller kunst og udsmykning.
Det er Kultur- og Fritidsudvalget, som fordeler puljen og beslutter, hvilke initiativer der gives støtte til. Her vil udvalget blandt andet forholde sig til, om det ansøgte projekt kommer en bred målgruppe til gavn, om der er tale om fysiske faciliteter, udstyr, inventar, rekreative stier og friluftsfaciliteter, om er der en geografisk spredning på de initiativer, som der er søgt til, og hvordan pris og kvalitet ser ud i projekterne.
Projekterne skal være tilknyttet BronzeBanen og understøtte de fortællinger, man kan møde langs ruten.
Puljen kan ansøges af CVR-registrerede lokalråd, borgerforeninger, og øvrige foreninger, der ønsker at udvikle oplevelser langs BronzeBanen, og der er ansøgningsfrist den 31. december 2026.
Se alle kriterier for puljen, og hvordan man søger på:
assens.dk › bronzebanens-oplevelsespulje
For yderligere information:
Henrik Kirk, Assens Kommune, 24 47 72 20
KILDE / LOGO: Assens Kommune. FOTO: Assens Kommune.
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Assens Kommune.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.