Early Bird: din pris er låst, så længe du er kunde. Tilbuddet slutter 31. december. Se planerne

PRESSEMEDDELELSE - Obsidian Media betaler bøde på 400.000 kroner

15. oktober 2026
·
Illustration til pressemeddelelsen Billedet er genereret med kunstig intelligens
Kort fortalt · resumé fra Pressemeddelelse.dk

Obsidian Media ApS har accepteret en bøde på 400.000 kroner for vildledende markedsføring og skjult reklame på en række hjemmesider, der fremstod som uvildige tests og anmeldelser.

Virksomheden havde ikke selv testet produkterne, og det fremgik ikke klart, at omtalerne byggede på annonceaftaler. Hjemmesiderne blev frasolgt i september 2025.

Obsidian Media ApS har accepteret at betale en bøde på 400.000 kroner for vildledende markedsføring og skjult reklame. Virksomheden stod bag en række hjemmesider, som gav et urigtigt indtryk af at indeholde uvildige test og anmeldelser. Produkterne blev dog aldrig testet af virksomheden selv, og det fremgik ikke klart, at omtalerne byggede på annonceaftaler.

Hjemmesiderne forbrugsguiden.dk, forbruger-test.dk, senge-testeren.dk (senere sengeguiden.dk), bomagasinet.dk og bedste10.dk har alle givet indtryk af, at de indeholdt uvildige test og anmeldelser. Obsidian Media, som stod bag de pågældende hjemmesider, havde dog ikke selv testet de produkter, de anmeldte, men derimod alene gennemgået eksterne tests og anmeldelser. Det fremstod dernæst ikke klart, at hjemmesiderne var skabt med henblik på at generere kommission gennem reklamelinks.

Obsidian Medias forretningsmodel på de pågældende hjemmesider gik ud på at indgå såkaldte affiliate aftaler, hvor andre virksomheder betalte Obsidian Media for at lede forbrugere videre til deres hjemmesider. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse oprettede Obsidian Media hjemmesiderne med det formål at øge trafikken til sine aftaleparters hjemmesider og derved øge sin egen indtjening. Dette fremgik dog ikke klart af hjemmesiderne, der fremstod som uvildig forbrugerinformation og indeholdt en række virkemidler, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse camouflerede de kommercielle hensigter.

Desuden gav hjemmesiderne et indtryk af, at virksomheden havde foretaget en reel afprøvning af de produkter, de anmeldte, idet gennemgangen af produkterne bl.a. var sat op med en beskrivelse med ”fordele og ulemper ved produktet”, ”vores vurdering” samt specifikationer som eksempelvis ”klassisk design med trykaflastende pocketfjedre”. Obsidian Media havde dog aldrig selv haft produkterne i hænderne og oplyste til Forbrugerombudsmanden, at vurderingerne af produkterne var baseret på en gennemgang af eksterne tests, produktanmeldelser og produktspecifikationer.

Efter at Forbrugerombudsmanden i sommeren 2025 politianmeldte Obsidian Media, har virksomheden erkendt at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledende markedsføring og forbuddet mod skjult reklame, og virksomheden betaler derfor en bøde på 400.000 kroner. Obsidian Media har oplyst, at de omfattede hjemmesider blev frasolgt i september 2025, og at Obsidian Media derfor ikke længere ejer hjemmesiderne.

Læs pressemeddelelsen om politianmeldelsen

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Det er en grov overtrædelse af markedsføringsloven, at Obsidian Media har camoufleret sin kommercielle hensigt og sløret, at de aldrig har foretaget nogen egentlige tests af de anbefalede produkter. Forbrugerne skal naturligvis kunne stole på, at det, der fremstår som en uvildig test, også er det.

Affiliate markedsføring

  • Affiliate markedsføring er en internetbaseret markedsføringsmetode, der går ud på at samarbejde om markedsføring.
  • Typisk foregår det ved, at en virksomhed, som ønsker at annoncere, indgår en aftale med et bureau, der driver et såkaldt affiliate netværk.
  • Affiliate netværket videreformidler annoncørens bestilling, for eksempel en kampagne, til dets affiliate partnere. Partnerne tilbydes honorering i form af for eksempel en pris per solgt vare eller per klik, de genererer til kampagnen.
  • En affiliate partner kan for eksempel have en hjemmeside med annonceplads, være indehaver af et domæne eller være blogger.
  • Som udgangspunkt er affiliate markedsføring lovligt, men det kan efter Forbrugerombudsmandens vurdering anvendes ulovligt. Det gælder for eksempel, hvis det ikke er tydeligt for forbrugeren, at der er en affiliate aftale bag et link, en omtale eller en anbefaling.

KILDE / LOGO: Forbrugerombudsmanden. ILLUSTRATION: AI-genereret af Pressemeddelelse.dk.

Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Forbrugerombudsmanden.

Følg Forbrugerombudsmanden

Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.

Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.

Seneste pressemeddelelser

16. oktober 2026
Den britiske regering har offentliggjort en opdatering af sin Arctic Policy Framework, som skal styrke Storbritanniens indsats i Arktis i en tid præget af…
16. oktober 2026
Efter et cyberangreb mod Femern-entreprenøren FLC, er arbejdet på byggepladsen gradvist blevet genoptaget Natten til mandag blev byggeriet af Femern…
16. oktober 2026
Fugleværnsfondens naturreservat Tindbæk Hestehave indvies torsdag den 22. oktober 2026 kl. 15. Reservatet er købt for arvemidler fra politikeren Ritt…