Early Bird: din pris er låst, så længe du er kunde. Tilbuddet slutter 31. december. Se planerne
Pressemeddelelse

PRESSEMEDDELELSE - Tre nye arter for Danmark fundet på Christiansø

3. november 2026
·
Nærbillede af den få millimeter store snyltehveps Quadrastichus perissiae, der ikke tidligere er fundet i Skandinavien.
Christer Hansson, Biologisk Museum i Lund

Naturpark Christiansø | Oktober 2026

Tre arter af snyltehvepse, der ikke tidligere er registreret i Danmark, blev fundet under en bioblitz på Christiansø i august. Den ene art er endda ny for hele Skandinavien og kan muligvis være på vej nordpå som følge af et mildere klima.

Den 22.-23. august 2026 afholdt Naturpark Christiansø bioblitz, hvor et hold af eksperter i løbet af 24 timer undersøgte naturen på Christiansø og Frederiksø. I alt blev der registreret knap 700 forskellige arter af planter, dyr, laver og svampe.

Blandt de mange fund var tre arter af snyltehvepse, som ikke tidligere er registreret i Danmark: Quadrastichus perissiae, Ophion tenuicornis og Coelopisthia pachycera. De to førstnævnte arter blev fundet af biolog og parasitolog Simon Haarder, mens sidstnævnte blev opdaget af naturformidler Lars Holm Hansen.

En mulig klimaart – men mange ubesvarede spørgsmål

Særligt fundet af Quadrastichus perissiae vækker interesse. Arten er ikke tidligere registreret i Skandinavien, og ifølge Simon Haarder kan den muligvis være en såkaldt klimaart – en art, hvis udbredelse længere nordpå kan være påvirket af et mildere klima.

”Det er altid interessant, når vi finder nye arter for Danmark. I dette tilfælde er det så også en ny art for Skandinavien, hvilket vil sige, at det faktisk er en art, som vi normalt finder længere sydpå. Det giver mig som ekspert en indikation på, at det kan være en art, der bevæger sig nordpå som en konsekvens af et varmere klima. Men det er svært at sige, da snyltehvepse og andre parasitter er temmelig oversete arter i vores naturundersøgelser og stærkt underrepræsenterede som registrerede fund. Det bliver derfor interessant, om det er en art, som vi kommer til at opleve i mere talstærke fund i både Danmark og længere nordpå i årene fremover”, uddyber Simon Haarder.

De små arter har stor betydning

Snyltehvepse er ikke helt ulig deres navn snyltere, der lægger æg i andre insekter, hvorefter larverne udvikler sig og som en konsekvens slår deres værtsdyr ihjel, inden deres udvikling er fuldendt. De indgår dermed i naturens komplekse samspil mellem arter og er blandt andet med til at regulere insektbestande.

Selvom vi sjældent lægger mærke til dem, er de en vigtig del af biodiversiteten. Når vi undersøger og lærer de oversete arter at kende, får vi en dybere forståelse af naturens sammenhænge, og hvor afhængige arterne er af hinanden.

Vi skal kende naturen for at kunne passe på den

En bioblitz giver et øjebliksbillede af biodiversiteten i et område og kan være med til at afdække arter og sammenhænge, vi ikke tidligere har kendt til. Men hvis vi skal forstå, hvordan naturen udvikler sig over tid, er det nødvendigt at gentage undersøgelserne med jævne mellemrum.

For Naturpark Christiansø er bioblitzen derfor ikke kun en mulighed for at opdage sjældne arter, men også et vigtigt bidrag til vores viden om øernes særlige natur.

”Det har stor værdi for vores kendskab til naturen, når vi samler et hold af landets eksperter for en weekend og sammen undersøger biodiversiteten så grundigt, som vi gør under en bioblitz. Vi får ny viden om de arter, der lever på øerne, og om naturens mange sammenhænge. Men hvis vi skal have det fulde udbytte af undersøgelserne, er det vigtigt, at vi gentager dem med jævne mellemrum. På den måde kan vi følge udviklingen i vores lokale og helt unikke natur og blive klogere på de forandringer, der sker over tid,” siger Nina Bonnén Mourier, naturvejleder i Naturpark Christiansø.

Den viden er et vigtigt grundlag for Naturpark Christiansøs arbejde med at bevare og beskytte øernes helt særegne natur. Jo bedre vi kender naturen, desto bedre kan vi passe på den.

Pressemeddelelsen er udgivet af Forsvarsministeriet, Departementet og videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til afsenderen.

Pressekontakt

Nina Bonnen Mourier
Naturvejleder
Naturpark Christiansø

Om afsenderen

Naturpark Christiansø er Danmarks østligste naturpark og består af de to beboede øer Christiansø og Frederiksø samt en lang række større og mindre ubeboede klippeøer og klippeskær.

Flere fra Nina Bonnen Mourier

Det er den første udgivelse fra denne afsender.

Følg Nina Bonnen Mourier

Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.

Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.

Seneste pressemeddelelser

3. november 2026
Ny dansk bog sætter fokus på kunstig intelligens i den offentlige sektor: Teknologien er ikke den største udfordring - det er ledelsen Kunstig intelligens kan…
3. november 2026
Oliver Wiig tiltræder som ny afdelingsdirektør for Swecos afdeling i Roskilde med et klart mål om at få forretningen til at vokse. Afdelingen har tidligere…
3. november 2026
En af Danmarks mest trafikerede broer skal gennem et større renoveringsarbejde, så den kan fortsætte med at bidrage til landets infrastruktur i mange år frem.…