Et nyt studie fra CBS viser, at lavere gebyrer og mindre bureaukrati ikke i sig selv får uformelle iværksættere til at registrere deres virksomheder. Reaktionen afhænger af virksomhedsejernes ambitioner og økonomiske situation.
Studiet peger på, at succesfulde, vækstorienterede iværksættere kan fravælge registrering for at undgå skatter og regler, mens andre kan se formalisering som en vej til større markeder, finansiering og juridisk beskyttelse.
Lavere gebyrer og mindre bureaukrati er ikke nødvendigvis nok til at få uformelle iværksættere til at lade sig registrere. Virksomhedsejerne reagerer nemlig forskelligt på de samme incitamenter. Det viser et nyt studie fra CBS, som henvender sig til alle, der arbejder med erhvervsudvikling i Afrika, Asien og Latinamerika.
På verdensplan driver millioner af iværksættere dagligt forretninger uden om myndighedernes søgelys. De betaler ikke skat, de er ikke registreret i noget CVR-register, og de har begrænset adgang til banksystemet.
Det kan være en gadesælger i Ghana. En tøjproducent i Pakistan. Eller en lokal mineejer i Uganda.
Uformelle iværksættere udgør en stor del af erhvervslivet i mange udviklingsøkonomier. De skaber indkomst og arbejdspladser, men står samtidig uden for en række af de muligheder, der følger med til at være en formel virksomhedsejer. Som for eksempel adgang til lån, forsikringer, større kontrakter, juridisk beskyttelse og offentlige støtteordninger.
Alligevel vælger mange iværksættere at sige nej tak til disse tilbud og i stedet forblive uformelle.
Politikere og internationale organisationer som Danida har længe forsøgt at få flere virksomheder ind i den formelle økonomi. Tanken er, at registrering kan forbedre virksomhedernes produktivitet, styrke medarbejdernes rettigheder og give staten flere skatteindtægter.
Derfor har flere lande prøvet at gøre registreringen billigere og lettere. Men bedre information, gratis registrering eller lavere omkostninger har ikke fået ret mange virksomheder til at ændre status.
Nu konkluderer et nyt studie, publiceret i det anerkendte tidsskrift Journal of Business Venturing, at vi bør tænke i helt andre baner. Forskernes resultat kan være relevant for både nationale myndigheder og internationale udviklingsorganisationer, der arbejder med erhvervsudvikling i Afrika, Asien og Latinamerika.
”En af de fejl, vi begår, er, at vi betragter uformelle entreprenørerne som en homogen gruppe. Men deres ambitioner er meget forskellige,” fortæller professor Marcus M. Larsen fra CBS, der er hovedforfatter på studiet.
For den vækstorienterede iværksætter, der oplever skuffende resultater, kan registrering blive set som en vej til større markeder, investeringer og nye kontrakter.
Hvis forretningen derimod går bedre end forventet, kan reaktionen være den modsatte. Hvorfor påtage sig skatter, regler og usikkerhed, hvis virksomheden allerede tjener godt?
Som et eksempel på det sidste nævner Marcus M. Larsen fra filminstruktøren Isaac Nabwana.
Han grundlagde sit filmstudie i slumområdet Wakaliga i Ugandas hovedstad Kampala. Studiet er kendt under navnet Wakaliwood og bygger på en lowbudget-model.
Naboer fungerer som skuespillere. Venner fremstiller rekvisitter af skrotmetal. Produktionen foregår uden mange af de formelle tilladelser, kontrakter og administrative systemer, som normalt kendetegner en virksomhed.
Som virksomheden vokser, står Nabwana over for et klassisk dilemma: Skal han fortsætte som uformel iværksætter med stor lokal opbakning og lave omkostninger?
Eller skal han formalisere virksomheden og få adgang til større markeder og kontrakter, ligesom myndighederne så kan hjælpe med at beskytte ham mod piratkopiering? Problemet er, at licenser, skatter og andre krav er dyre og kan true den økonomiske model, som har gjort Wakaliwood succesfuld.
”Eksemplet viser det dilemma, uformelle iværksættere, der har opnået succes, kan stå i. På den ene side kan den manglende formalisering begrænse yderligere vækstmuligheder, finansiering og beskyttelse af rettigheder. På den anden side er de trygge ved deres nuværende forretningsmodel, som ofte er meget simpel, ” påpeger Marcus M. Larsen.
Succes kan altså afholde den vækstorienterede iværksætter fra at lade sig registrere. Hvorimod det forholder sig modsat for dem, der blot driver virksomhed for at skaffe mad, bolig og sikkerhed til familien.
Hvis deres indtjening trods alt når op på et vist niveau, kan registrering blive realistisk. Det økonomiske overskud giver mulighed for at tænke mere langsigtet og gøre virksomheden til en mere stabil indtægtskilde.
”Derfor bør myndighederne i højere grad tage udgangspunkt i iværksætternes ambitioner. Nogle ønsker mere økonomisk sikkerhed, før de tør registrere sig. Andre har brug for bedre adgang til vækstmuligheder. Det er relativt simpelt at differentiere reglerne," siger Marcus M. Larsen.
For yderligere information:
Thomas Fahrenkrug, Copenhagen Business School, 4185 2607, press@cbs.dk

KILDE / LOGO: Copenhagen Business School. FOTO: Unsplash.
Pressemeddelelsen er videreformidlet af Pressemeddelelse.dk. Pressemeddelelse.dk er ikke ansvarlig for indholdet. Spørgsmål til indholdet rettes til Copenhagen Business School.
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Vil du hellere følge med en konto? Opret en læserkonto - eller en journalistkonto, hvis du skriver for et medie. Begge dele er gratis.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.