Hvad hvis Tobi var vokset op i diagnosesamfundet?

I dag ville et barn som Tobi måske have fået en psykiatrisk diagnose. Men ville det have gjort en forskel?
Det spørgsmål står centralt i Henrik Rasmussens nye kortroman Tilbage til Paradiset, der udkommer på Brændpunkt Zenit 29. oktober 2026.

Tobi løber ind i en barndomsven på gaden. De har ikke set hinanden, siden de var børn i Paradiset. Mødet bringer Tobi ud af balance, og han begynder at huske ting, han har glemt.

Alt det han var med til.

Alt det han ikke forstod.

Alt det han mistede.

Tilbage til Paradiset er en roman om at vokse op med udfordringer, som ingen har blik eller ord for. Det er en roman om venskaber, om at måtte svigte for at overleve, og om at overvinde sin angst for at elske.

I dag lever vi i et diagnosesamfund, hvor stadig flere børn og unge får psykiatriske diagnoser som forklaring på deres vanskeligheder. Det kan give adgang til hjælp, forståelse og et sprog for det, der er svært. Men hvad manglede vi, dengang vi ikke havde diagnoserne – og hvad risikerer vi at miste, nu vi har dem?

Tobi er et menneske, som i dag med stor sandsynlighed ville være blevet udredt og have fået en psykiatrisk diagnose. Men en diagnose fortæller ikke nødvendigvis hele historien om et menneske. Den fortæller ikke om de relationer, der former os, om det svigt, vi oplever, eller om de strategier, vi udvikler for at overleve. Derfor undersøger romanen Tilbage til paradiset netop det spændingsfelt og giver et bud på, hvad det kan føre med sig.

Henrik Rasmussen (f. 1964) underviser i litteratur og kreativ skrivning på Grundtvigs Højskole.

Han har tidligere udgivet bøger om Federico García Lorca og André Gide og romandebuterede med Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her.

Tilbage til Paradiset er hans anden roman.

For yderligere information eller interesse i anmeldereksemplar kan Brændpunkt kontaktes på:

Mail: forlaget.braendpunkt@gmail.com                

Telefon: 61 31 98 54

Med venlig hilsen

Forlaget Brændpunkt

www.brændpunkt.dk

PRESSEMEDDELELSE - TILBAGE TIL PARADISET - Ny roman af Henrik Rasmussen

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen