Tiderne ændrer sig, tingene ændrer sig og verden ændrer sig. Hvis ikke vi tænker fremad og med nuancer og perspektiver, hvad er vi så?

Mange medier mener at Moderaternes kandidatfelt som næsten tæller nul års politisk erfaring er for tyndt. Jeg har set kommentatorer skrive at det ikke får gang på jord, grundet de manglende “store” navne… og hvor kunne jeg ikke være mere uenig.

Moderaterne er stiftet på baggrund af hundredevis af samtaler som har fundet sted over det seneste års tid. Samtaler mellem mennesker som har fingeren på pulsen hver eneste dag i den virkelige verden. Vi snakker om de tusindvis af de mennesker som meldte sig ind i Det Politiske Mødested i dagene efter lanceringen. Lanceringen af det mødested som altså rummer samtalen mellem mennesker, der alle har erfaringer med hvad de bringer til bordet. Det kan vel næppe siges om andre partier i det Danske land. Og dét er nytænkning.

Jeg har ingen politisk erfaring, og jeg har heller ingen politisk uddannelse. Ej heller har jeg været medlem af et politisk parti før. Jeg har stemt rødt, Jeg har stemt blåt. og nu stiller jeg op i min vellidte lilla uniform. Det er i virkeligheden ironisk sagt, for politik bør rumme alle og facit bør være en stor blanding. Problemet opstår når vi begynder at sætte farver på personer og partier. Det er som om at kassetænkningen ingen ende vil tage, og det er en tendens som jeg agter at gøre op med. Man kan sagtens tænke grønt, hjælpe rødt, investere blåt og klæde sig i lilla. For det er præcis den type af blanding som dansk politik mangler.

Jeg er fuldkommen autodidakt, og jeg stiller op for Moderaterne fordi at jeg har erfaring. Erfaring som jeg har tilskyndet mig igennem tusindvis af oplevelser, samtaler og fejl. Jeg har oplevet stigmatiseringen hele vejen igennem min barndom. Jeg har haft psykisk sygdom helt inde på livet uden selv at være syg, og jeg har klaret mig ved hele tiden at tænke nyt, ved at turde fejle, og ved at eksekvere på lige præcis det jeg behøver og vil, hvilket gør mig til en stærk politisk kandidat.

Hvis du mener at vi som land skal være forbilledlige, hvad end det er på den grønne omstilling, uddannelse, ligestilling, økonomi eller noget helt femte, så kræver det nuancer. Nuancer som meget sjældent finder sted fordi vi ikke handler pragmatisk, og fordi vi hele tiden sætter alt i kasser. At tænke ud af boksen har en meget mere kraftfuld betydning end bare at være innovativ, det betyder i alt sin helhed at vi skal turde at tænke nyt hvad end det er mennesker, læring eller politik. At tænke ud af boksen er lige præcis det som Christiansborg mangler, og det er lige præcis dét som jeg bringer til bordet.

Der ér plads til Moderaterne. Det er der fordi Moderaterne tør være fornuftige uden at have en skjult agenda, og Moderaterne tør være innovative og pege på hvad der er rigtigt. Baglandet, politiken og erfaringen er bygget af et netværk der tæller tusindvis af mennesker med holdninger. Mennesker der sprænger farveskalaen og vælter kasserne.

Michael Hertz
Folketingskandidat Moderaterne

1 kommentar

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen