Den 2. marts 2025 markeres en vigtig milepæl i teaterhistorien, når Nordisk Teaterlaboratorium i samarbejde med INUNA Podcast og Erninnguaq Poulsen fejrer 50-årer for Tuukkaq Teatrets begyndelse, som blev grundlagt af Reidar Nilsson i 1975 i Holstebro.
Fejringen sker i anerkendelse af teatrets betydning for den grønlandske scenekunst og dets arv i det nordiske kulturlandskab. Samtidig har Erninnguaq Poulsen og Dorte Henningsen doneret kulturhistoriske materialer fra Tuukkaq Teatret til Nordisk Teaterlaboratorium.
En udstilling med kulturhistorisk betydning
Nordisk Teaterlaboratorium har takket ja til donationen, som ligger i naturlig forlængelse af det igangværende projekt på NTL – den grønlandske podcast INUNA. Udstillingen er endnu et led i skabelsen af en grønlandsk platform i Danmark, der kan være med til at styrke en levende formidling af grønlandsk kultur og højaktuelle emner både lokalt og nationalt.
Det kulturhistoriske materiale fra Tuukkaq vil indgå i en udstilling, som bliver indviet som en del af 50-års fejringen den 2. marts.
Den del af Tuukkaq Teatrets samling, der ikke er doneret til Nordisk Teaterlaboratorium, opbevares i dag på Nationalmuseet i Nuuk.
Mere end et egnsteater
Tuukkaq Teatret var ikke blot et egnsteater på den danske vestkyst, men også en vigtig stemme i udviklingen af teater for oprindelige folk flere steder i verden – herunder samiske grupper, der havde tilknytning til teatret.
Tuukkaq Teatret som kulturinstitution blev et vendepunkt i Grønlands historie. Gennem teatrets arbejde begyndte man at insistere på genoprettelse og videreførelse af inuittraditioner og skikke, som var ved at forsvinde i den daværende daniseringspolitik.
Nordisk Teaterlaboratorium, INUNA Podcast og Erninnguaq Poulsen ærer Tuukkaq Teatrets betydning og fejrer dets eksistens i fællesskab.
Dette markeres med åbningen af udstillingen på Nordisk Teaterlaboratorium, efterfulgt af en fejring i Tuukkaq Teatrets ånd med kaffemik, musik, fortællinger og andre kulturelle indslag.
Alle er velkomne til at deltage i fejringen og være med til at ære Tuukkaq Teatrets arv.
Praktisk information
Dato: Søndag den 2. marts 2025
Tid: Fra kl. 14:00
Sted: Nordisk Teaterlaboratorium, Særkærparken 144, 7500 Holstebro
Programmet er under udarbejdelse, og vil kunne ses på ntl.dk og @nordiskteaterlaboratorium sociale medier.
For yderligere information, kontakt venligst:
Arnánguak Lyberth – INUNA redaktør – al@ntl.dk