Forbrugerombudsmanden advarer mod hjemmesiden www.copenhagenlashes.dk. Netbutikken gør ikke tydeligt opmærksom på, at man ved at takke ja til et tilbud bliver tilmeldt et abonnement på løbende levering af vippe- og brynserum.

Der følger et abonnement med på løbende levering af vippe- og brynserum, når forbrugere takker ja til et af Copenhagen Lashes tilbud, men det kan forbrugerne ikke umiddelbart se. Forbrugerombudsmanden har modtaget over 40 klager over netbutikken. Derfor advarer Forbrugerombudsmanden nu mod at handle på hjemmesiden.

Kunderne klager blandt andet over et juletilbud, hvor det ikke fremgår tydeligt på hjemmesiden og i markedsføringen af Copenhagen Lashes, at man ved bestilling af en vippe- og brynserum til 35 kr. samtidig bliver tilmeldt et abonnement på løbende levering af vippe- og brynserum.

Det abonnement, som kunderne er blevet tilmeldt mod deres vidende, har en bindingsperiode på to måneder og koster 225 kr. om måneden plus fragt. Blandt klagerne er der også eksempler på, at umyndige personer under 18 år er blevet tilmeldt abonnementet. Desuden stiller Copenhagen Lashes krav om, at forbrugerne skal opsige abonnementet på bestemte tidspunkter.

Copenhagen Lashes overtræder også lovgivningen på andre områder. Virksomheden trækker blandt andet pengene for en vare, før produktet sendes til forbrugerne, og forbrugerne tilbydes ingen fortrydelsesret. Desuden leverer virksomheden ikke produkterne inden for 24 timer, som den reklamerer med. Enkelte forbrugere har klaget over ikke at have modtaget produkterne flere uger efter bestillingen.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Her er tale om grove lovovertrædelser, hvor der bliver hævet penge direkte på forbrugernes konti. Det er ikke lovligt at lokke kunder med gode tilbud og så tilmelde dem et betalingsabonnement, uden at oplyse tydeligt om det.”

Gode råd til dig, der er blevet tilmeldt et abonnement fra Copenhagen Lashes, du ikke mener at have købt:

  • Kontakt Copenhagen Lahses og gør opmærksom på, at du ikke mener, at du har accepteret abonnementsaftalen. Du er ikke bundet af abonnementsaftalen, hvis oplysningerne ikke var tydelige og fremhævede. Du kan henvise til forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2.
  • Kontakt din bank og gør opmærksom på, at der er blevet hævet uretmæssigt på dit kort, fordi du ikke har accepteret, at virksomheden må trække betalingen for abonnementet. Du kan henvise til betalingslovens § 82.

Lovgrundlag

Det skal være oplyst klart og tydeligt på den webside, hvor en bestilling afgives, hvis bestillingen pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse. Forbrugeren skal også tydeligt, i fremhævet form og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, oplyses om bl.a. abonnementets pris pr. måned og betingelserne for at opsige abonnementet. Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, der henviser til lovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18.

Hvis forbrugeren ikke tydeligt, i fremhævet form og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling er blevet oplyst herom, er forbrugeren ikke bundet af aftalen, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2.

En betaling er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre betalingen. Det står i betalingslovens § 82.
Er der ikke meddelt samtykke, er betalingen uautoriseret. I så fald hæfter betalers udbyder (dvs. banken) hæfter over for betaleren (forbrugeren) for tabet som følge af den uautoriserede hævning. Det betyder, at banken har pligt til at tilbagebetale det hævede beløb til betalerens konto. En sådan indsigelse til banken skal ske hurtigst muligt efter, at betaleren er blevet opmærksom på den uretmæssige hævning fra betalerens konto, jf. betalingslovens §§ 97 og 99.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

PRESSEMEDDELELSE: Bilablau-konkurs – forbrugere skal reagere nu

Kilde / Logo: Forbrugerombudsmanden

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen