Danmarks Nationalstadion, Parken, slår i samarbejde med Stop Spild Lokalt snart dørene op for en ny Madoase på Østerbro. En Madoase, der har potentiale til at blive Danmarks største udleveringssted af gratis fødevarer for at reducere madspild i Hovedstaden markant.

Stop Spild Lokalt oplever at der kommer flere og flere i køerne til det gratis overskudsmad i takt med, at priserne på dagligvarer og regninger stiger.

”Med de udfordringer som den almene borger står overfor, samtidig med at der bliver smidt så meget mad ud i detailhandlen, så er jeg i ekstase over samarbejdet med Parken, hvor vi håber at kunne starte med at redde omkring 5 tons mad om dagen inden længe” Siger Rasmus Erichsen, Direktør i Stop Spild Lokalt

Stop Spild Lokalt har siden 2016 reddet overskudsmad fra private hjem og fra detailhandlen. I 2021 lykkedes det Stop Spild Lokalt at redde 10821 tons overskudsmad. 

Parken er en del af København og vi ønsker at tage en aktiv del i, at Nationalstadionet også er en del af københavnernes hverdag og er med til at bidrage til en mere bæredygtig by. Her er madspild et vigtigt tema og med de dygtige mennesker fra Stop Spild Lokalt, håber vi, at vi kan gøre en lille forskel. Vi glæder os meget til at åbne dørene til Parken for alle københavnere, der vil hjælpe med at undgå madspild,” siger Jacob Lauesen, der er direktør i Parken.

Stop Spild Lokalt leder stadig efter flere frivillige og personer, som har biler de gerne vil hente overskudsmad i, så hvis du er interesseret i at blive frivillig, så kontakt Stop Spild Lokalt via Facebook eller send en mail til re@stopspildlokalt.dk

Stop Spild Lokalt er stiftet i 2016 af den dengang 17-årige Rasmus Erichsen. Han startede en Facebookgruppe med det formål at få private personer til at dele deres overskudsmad med hinanden. Siden da har Stop Spild Lokalt været i en rivende udvikling, og derfor dækker vi i dag 120 danske byer og én enkelt grønlandsk. Derudover har vi nu 20 madoaser i hele landet, hvor vi dagligt deler mad ud til personer, som godt kunne bruge en ekstra hjælp.

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen