24 lastbiler tanket med biogas produceret på lokal husdyrgødning og organisk køkkenaffald sikrer en mere miljøvenlig levering af varer til Nettos butikker på Sjælland. Et vigtigt skridt i retning mod en grønnere dagligvarehandel, siger logistikdirektør i Salling Group Nicolai Gradman.

PRESSEMEDDELELSE – Nettos varer kører på gylle og madaffald pga. stor investering i biogas-lastbiler

1.400 ton CO2 om året, svarende til 22 procent. Så stor er reduktionen i CO2-udledning fra transporten af dagligvarekæden Netto’s varer på Sjælland, når KP Logistik, der fragter dagligvarekædens varer på hele øen, i løbet af efteråret 2021 har udskiftet i alt 24 lastbiler i sin samlede danske vognpark til biogasdrevne af slagsen.

Selvom hverken Netto eller Salling Group, der står bag dagligvarekæden, ejer de lastbiler, der kører varerne ud, markerer omstillingen et vigtigt skridt for dagligvarekæden, forklarer Logistikdirektør i Salling Group Nicolai Gradman:

”Kloden og klimaet er ligeglad med, hvor i vores værdikæde CO2-udledningen kommer fra. Vi er nødt til at tage ansvar hele vejen fra jord til bord, og derfor arbejder både Netto og resten af Salling Group tættere og tættere sammen med alle vores leverandører om at nedbringe den samlede CO2-udledning fra dagligvarehandlen. Vi er derfor både stolte og glade, når gode samarbejdspartnere som KP Logistik på denne måde tager ansvar og går forrest i den grønne omstilling.”

Lavere klimaaftryk og mindre støj

De biogasdrevne lastbiler har flere fordele. Udover et markant lavere klimaaftryk, støjer de væsentligt mindre end en dieselmotor og har samtidig lavere partikelforurening. Derudover genererer den biogas-drevne motor strøm til køleanlæggene på firmaets sættevognstrækkere, hvilket er med til at mindske CO2-udledningen.

”Vi har truffet et valg, der er bedre for både miljøet, klimaet og medarbejderne, der også får glæde af den mindre støj, lastbilerne giver,” forklarer direktør og medejer af KP Logistik, Lars Petersen.

KP Logistik står samtidig for størstedelen af transporten af varer til Nettos 342 butikker i Tyskland. Her har vognparkens 110 lastbiler kørt på LNG-gas, siden Tyskland i 2019 fjernede vejafgiften på netop denne type af lastbiler. LNG-gas er flydende gas, der ligeledes er et mere miljøvenligt alternativ til diesel, hvilket har reduceret CO2-udledningen fra virksomhedens tyske vognpark med 1.700 ton om året, svarende til 13,8 procent.

”Fremtiden byder uden tvivl på endnu mere miljøvenlige logistik-løsninger, og vi er løbende i dialog med Netto og Salling Groups øverste supply chain-ledelse om, hvordan vi fortsat kan udvikle os i en grønnere retning. Al omstilling kræver investering, og her giver det en stor tryghed, at vi har Salling Group i ryggen,” siger Lars Petersen, der gennem KP Logistik har arbejdet sammen med Netto siden 1983.

Flere grønne logistikløsninger på vej

Salling Group hjemtog tidligere på året leveringen af brød til sine mere end 600 butikker på tværs af Netto, føtex og Bilka, hvilket har reduceret antallet af brødtransportkørsler fra 80.000 til 40.000 om året, og logistikdirektøren barsler med flere CO2-besparende initiativer.

”Smartere logistik og grønnere transportløsninger er centrale indsatsområder, og vi arbejder hårdt på at skubbe til både udviklingen og implementeringen af nye teknologier, der sammen med vores leverandører vil gøre os i stand til at tage nogle store skridt til gavn for klimaet og vores fælles fremtid.”

Fakta – biogas

  • Biogas til KP Logistiks danske vognpark leveres af den danske producent Bioman, der udvinder biogas af naturlige ressourcer som gylle fra landbruget og organisk affald fra almindelige husstande.
  • Gassen er en naturligt forekommende drivhusgas, der i stedet for at slippe direkte ud i atmosfæren, renses og genbruges som brændstof
  • Bioman har to tankanlæg på Sjælland i hhv. Ishøj og Køge, hvor KP Logistik tanker sine lastbiler, samt tankanlæg i Horsens og Odense.
  • Gylle fra 75 køer eller 3.300 slagtegrise kan levere brændstof nok til en lastbil, der kører 60.000 km/år
  • En biogaslastbil med dagligvarer til Netto’s butikker kan spare klimaet for lige så meget CO2 som op til 30 personbiler
Pressemeddelelse - Salling Group - Logo

Kilde / Logo / Foto: Salling Group

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen

*

code