REMA 1000 indgår som den første danske virksomhed en aftale som sommerfuglepartner med Danmarks Naturfredningsforening, og sikrer levesteder for sommerfugle på 80.000 m2 af virksomhedens areal – samtidig vil discountkæden sælge en stribe biodiversitetsvenlige planter i sine butikker, så kunderne selv kan være med til at skabe bedre leveforhold for sommerfuglene hjemme i haven.

PRESSEMEDDELELSE: Nyt partnerskab skal hjælpe sommerfuglene

Kategorichef Steffen Marx foran grunden i Horsens, hvor der skal plantes biodiversitetsvenlige planter

Den danske bestand af sommerfugle og andre insekter er under pres. Færre arealer med den rigtige biodiversitet betyder, at der kommer færre arealer, så dyrene kan leve – og overleve. Derfor har Danmarks Naturfredningsforening indledt en jagt på flere arealer til de truede bestande.

Og de pressede danske sommerfugle kan nu se frem til hjælp fra en måske uventet kant. Discountkæden REMA 1000 har netop indgået en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive sommerfuglepartner. Aftalen betyder konkret, at hvad der svarer til otte fodboldbaner omkring virksomhedens administration og centrallager i Horsens bliver indrettet som grønne arealer med særligt fokus på biodiversiteten for sommerfugle og andre insekter. Det betyder naturligvis også, at der ikke må sprøjtes på arealerne.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding glæder sig over den nye aftale:

”Det her er rigtig gode nyheder for naturen. Vi ved, at sommerfuglene får færre og færre levesteder, og flere arter er uddøde eller i fare for at gøre det, så derfor er der brug for en indsats både fra staten og private. Og det er virkelig positivt, at en stor landsdækkende virksomhed som REMA 1000 nu tager ansvar og vil være med til at gøre en konkret forskel,” siger Maria Reumert Gjerding.

REMA 1000 er den første danske virksomhed, der underskriver en aftale om at blive sommerfuglepartner med Danmarks Naturfredningsforening. Indkøbs- og marketingdirektør Anders Jensen glæder sig over muligheden for at skabe biodiversitet for insekterne og det nye partnerskab.

”Vi er glade for vores nye status som sommerfuglepartner med Danmarks Naturfredningsforening. For os er det vigtigt at sætte fokus på forskellige problemstillinger, hvor vi kan være med til at gøre en forskel. Derfor er dette en ideel mulighed for at kunne give insekterne bedre leveforhold, så vi kan være med til at opretholde bestandene. Manglen på plads er en af de største trusler mod insekterne, og her kan vi bidrage positivt med et stort areal, som bliver skabt til sommerfuglevenlige forhold og til gavn for naturen,” siger han.

Biodiversitet i baghaven

Udover det arbejde som laves på grunden i Horsens, så indeholder en anden del af partnerskabet mellem REMA 1000 og Danmarks Naturfredningsforening også salg af udvalgte planter i butikkerne. Dermed kan discountkædens kunder også selv engagere sig i at skabe mere biodiversitetsvenlige haver hjemme i baghaven.

De første planter, der kan købes i butikkerne fra slutningen af marts, vil være hængepil, klatrehortensia og forskellige danske frugttræer med danske sorter, fortæller kategorichef Steffen Marx, der er ansvarlig for indkøb af planterne.

”Som en del af vores sommerfuglepartnerskab har vi udvalgt en række planter til butikkerne, så vores kunder nemt kan indrette deres haver på en biodiversitetsvenlig måde. Vi skal være med til at sørge for nektar til insekterne fra tidligt forår til sent efterår, og derfor er planterne i vores butikker nøje udvalgt til formålet. Derudover kommer vi også til at henvise til Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside, hvor man kan læse mere om biodiversitet i haven,” siger Steffen Marx.

Sommerfugleambassadører skal hjælpe til

REMA 1000 har som den første virksomhed underskrevet en sommerfugleaftale med Danmarks Naturfredningsforening, men foreningen arbejder for, at der i fremtiden kan komme endnu flere partnerskaber i gang.

Derfor er man netop nu i gang med at rekruttere 100 sommerfugleambassadører over hele landet, der på frivillig basis skal være med til at give insekterne end hånd og samarbejde lokalt med blandt andet virksomheder, boligselskaber, kirker og ejerforeninger, der gerne vil hjælpe til, fortæller projektansvarlig Simon Leed Krøs fra Danmarks Naturfredningsforening.

”Den største trussel mod vores insekter er manglen på plads. Målet er et blomstrende og langt mere insektvenligt Danmark, end det vi kender i dag, og som en græsrodsforening tror vi på, at frivillighed er løsningen. Vi har allieret os med de dygtigste insekteksperter og fagfolk på området, så vores ambassadører kan forvente at blive godt klædt på til opgaven,” siger Simon Leed Krøs.

PRESSEMEDDELELSE: Nyt partnerskab skal hjælpe sommerfuglene

Kilde / Logo / Foto: Rema 1000

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen