Energiselskabet OK er sit samfundsansvar bevidst og har taget flere forholdsregler for at isolere risikoen for spredning af COVID-19, så selskabet kan fortsætte med at holde Danmark forsynet i denne ekstraordinære situation
Energiselskabet OK har taget alle forholdsregler for at holde Danmark kørende under Corona-krisen.
”Der er brændstof nok, og der er ingen udfordringer på vores lagre i forhold til at følge med,” siger OK’s pressechef, Rasmus Boserup, der understreger, at det både gælder OK’s almindelige tankstationer og Truck Diesel Stationer i hele landet.
Smitterisiko minimeret
Allerede i sidste uge tog OK forholdsregler for at mindske smitterisikoen på alle kundevendte funktioner. I distributionen har de fx isoleret tankvognschaufførerne fra hinanden, og procedurer for afspritning og rengøring af førerhuset er skærpet. Det gælder i øvrigt i alle henseender. Samtidig er eksterne møder med samarbejdspartnere begrænset til et absolut minimum.
”Det er helt afgørende, at vi tager et samfundsansvar – både som forsyningsvirksomhed og som enkeltpersoner –for at medvirke til at minimere risikospredning. Vi har som energiselskab et stort ansvar for at bidrage til at holde samfundet kørende,” forklarer Rasmus Boserup.
Internt i OK har man sendt de fleste medarbejdere hjem til deres hjemmearbejdsplads. Kunderne kan dog altid træffe deres kontaktperson for betjening og rådgivning over telefonen.
Faldende brændstofpriser
Corona-krisen har i OK været medvirkende til, at benzinprisen er faldet med knap to kroner siden nytår.
”Når så mange lande lukker ned som følge af Corona-virussen, falder efterspørgslen markant på verdensmarkedet, hvilket giver lavere priser, og det afspejler sig i den pris, som forbrugeren ser på benzinstanderen i øjeblikket. Prisen på brændstof har ikke været billigere siden 2016. Det har selvfølgelig en betydning for vores indtjening, men kommer i det mindste bilisterne til gode i den her svære tid,” lyder det fra Rasmus Boserup.
Lige nu har COVID19 således ingen betydning for driften i OK. Man kan få yderligere information om, hvordan OK håndterer situationen på www.ok.dk, som opdateres løbende.
Kilde / Logo / Foto: OK a.m.b.a.