Omsætningsrekord og koncernens højeste underliggende resultat nogensinde sendte Salling Group styrket ud af 2020. Omsætningen voksede sidste år til 60,9 mia. kr., mens EBIT steg til 2,8 mia. kr. svarende til en EBIT-margin på 4,6%. Trods Corona-pandemien fastholdt Salling Group fokus på den strategiske udvikling med markante investeringer i fødevarer online, ekspansion i Polen samt fortsat udvikling og fornyelse af butikker, lagre og sortiment til gavn for vores kunder.

PRESSEMEDDELELSE – Salling Group leverer rekordresultat og accelerer strategiske indsatsområder i uforudsigeligt Corona-år

Salling Groups omsætning steg sidste år med mere end 4 mia. kr. og nåede for første gang i koncernens historie et niveau på over 60 mia. kr. EBITDA steg til 4,7 mia. kr. svarende til 7,7% af omsætningen mod 4,1 mia. kr. i 2019 (7,2% i 2019), mens årets resultat endte på 1,9 mia. kr.

Corona påvirkede den daglig drift i alle virksomhedens markeder med betydelige omstillinger, herunder flytning af varer og medarbejdere fra lukkede butikker og nedlukkede kommuner samt hyppigt ændrede krav om værnemidler, håndsprit, afskærmning, afstand og en lang række øvrige forholdsregler.

Administrerende direktør i Salling Group, Per Bank, betegner sidste års resultat som tilfredsstillende.

– Vi er opmærksomme på, at dagligvarehandlen som en af de få brancher endte ud med at være positivt påvirket af Corona-restriktionerne, og at det er den primære årsag til, at vores resultat nåede et rekordniveau. Derfor er jeg især tilfreds med, at vi i et udfordrende år formåede at eksekvere på en række vigtige strategiske prioriteter, der vil forme koncernen i årene fremover, siger Per Bank.

Allerede i 2021 bliver resultaterne af Salling Groups strategiske tiltag synlige.

Udbygning af strategiske prioriteter

Som følge af ændret forbrugeradfærd fremrykkede Salling Group planerne for salg af fødevarer på internettet med en markant investering i føtex hjemmelevering, der efter planlægning og test i 2020 gik i luften i begyndelsen af 2021. Endvidere udbyggede Bilka sin digitale tilstedeværelse med stor vækst på BilkaToGo, der i april 2021 lancerer sin første pick up-løsning.

I juni 2020 underskrev Salling Group en aftale med Tesco om køb af deres polske forretning til en Enterprise Value på 1,5 mia. kr. Endelig godkendelse fra de polske konkurrencemyndigheder og afslutning af handlen skete i marts 2021. Udover købssummen forventer Salling Group at investere yderligere 1,5 mia. kr. i omdannelse af de opkøbte butikker til Netto’s nye, moderne 3.0-koncept. Konverteringen af Tesco Polens butikker til Netto forventes afsluttet i 1. halvår 2022. Sideløbende hermed fortsætter investeringerne i modernisering og udvidelse af Netto til kædens nye koncept i Danmark og Tyskland.

2020 stillede store krav til medarbejderne, herunder de ca. 2.500, der på grund af Corona-nedlukning ikke kunne passe deres normale job i egne butikker.

– Jeg er utroligt imponeret af den indsats, alle mine kolleger på tværs af virksomheden lagde for dagen i 2020. Både medarbejdernes store indsats for at garantere en Corona-sikker indkøbstur og i forhold til at levere på vores helt store strategiske målsætninger. Igen og igen beviste de i løbet af året, at de agerer i overensstemmelse med vores værdier, og det fortjener kollegerne stor ros, tak og anerkendelse for, siger Per Bank.

Salling Fondene forventer i 2021 at kunne give op til 200 mio. kr. retur til samfundet i form af donationer til kultur, sport, uddannelse, og andre velgørende eller almennyttige formål. Alene siden 2012 har fondene, der ejer Salling Group, uddelt mere end en milliard kroner til glæde og gavn for mennesker i Danmark. Sidste år støttede Salling Fondene blandt andet udviklingen af Tænketanken Concitos klimadatabase, Corona-forskning i effekten af mundbind, hjælpepakker til lokalt sports- og kulturliv, etablering af en ny universitetsuddannelse i Commercial and Retail Management samt ydede støtte til Team Danmark-atleter, der fik ekstraordinære udgifter grundet udsættelse af OL og PL (de Paralympiske Lege) til 2021 og Coronakrisen generelt.

Pressemeddelelse - Salling Group - Logo

Kilde / Logo / Foto: Salling Group

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen

*

code