

RØD SNE af Katja Ranvits udkommer 29. august 2025
I en tid hvor virkeligheden overgår fantasien, leverer Katja Ranvits en uafrystelig roman om, hvad der sker, når systemet slår sprækker.
RØD SNE er første bind i en ny krimiserie og tager læseren med ind i en vinterhvid hovedstad, hvor intet er, som det ser ud.
Betjenten Lars Sommer sættes på prøve. Hans informant findes myrdet, en politikollega forsvinder, og snart bliver han også indhentet af gamle valg, nye alliancer og en dyster organisation, der kalder sig Kaos Klan. Samtidig forsøger den unge betjent Emma at finde sin plads i et korrupt og farligt system. Men hvem kan hun stole på, når selv hendes egen far bærer på mørke hemmeligheder?
“Jeg ville skrive en krimi, hvor mennesker betyder mere end mord. Hvor det psykologiske ikke bare er en genrebetegnelse, men selve kernen. RØD SNE er mit bud på, hvordan det føles, når tillid bliver en luksus og sandheden en trussel,” siger Katja Ranvits
RØD SNE trækker læseren ind i et tæt spundet net af traumer, hemmeligheder og kontrol. En roman, hvor kulden ikke kun er fysisk, men emotionel og eksistentiel. Hvor går grænsen mellem sandhed og selvbedrag? Og hvad sker der, når dem man elsker ikke vil erkende virkeligheden?
RØD SNE er en roman om svigt og tilhørsforhold, om det at forsøge at forstå det uforklarlige, og om hvordan fortidens stemmer kan komme til at overdøve nutidens.
“Boken er rene besettelsen. Umulig at legge fra seg … topp kvalitet.” – wigdismaria om Stille skrig
“Larmende stilhed er i en helt anden liga end gængse thrillere.” – Krimiormen om Larmende stilhed
“En bog af den slags hvor bladene vender sig selv og man mister kontakten til omverden.” – bogrummet.dk om Stilhedens ekko
“Katja skriver så man ønsker, hun aldrig stopper.” – dagens.dk om Ukrudt
“… dybt imponerende … filmisk oplevelse …” – livet_paa_olof om Utøj
“Jeg kan ikke anbefale denne trilogi nok. Det er læsning som tryllebinder en fra første til sidste side.” – bogrummet.dk om Udåd
Ranvits har tidligere udgivet de anmelderroste serier Cecilie Knudsen-trilogien og Birgit Bagge-serien. Hendes værker kredser ofte om traumer, identitet og sociale skyggesider. RØD SNE markerer hendes hidtil mest ambitiøse udgivelse og er første bind i den nye Lars Sommer-serie.
Om forfatteren
Katja Ranvits er forfatter og har en cand. pæd. i pædagogisk psykologi. Med en baggrund i creative writing og pædagogik arbejder hun i krydsfeltet mellem det indre og det samfundsmæssige. RØD SNE er hendes ottende roman og første bind i en planlagt serie, hvor grænserne mellem skyld, skam og sandhed gradvist udviskes.
“Jeg er optaget af det, vi ikke siger, og hvordan tavshed kan komme til at forme hele liv,” fortæller Katja Ranvits.
For yderligere information eller interesse i anmeldereksemplar kan Brændpunkt kontaktes på:
Mail: forlaget.braendpunkt@gmail.com
Telefon: 61 31 98 54
Med venlig hilsen
Forlaget Brændpunkt
www.brændpunkt.dk
