For første gang er der kåret danske mestre for klubhold i indendørs golf. Det skete lørdag den 21. februar i Roskilde, hvor finaledagen i Danmarksturneringen Indoor samlede 12 hold og omkring 130 spillere, trænere og tilskuere.
Guldet i herrerækken gik til Aalborg Golf Klub, som gik ubesejret gennem hele turneringen. Hos damerne vandt Kokkedal Golf Klub en spændende finale over Silkeborg, mens Dragør Golfklub tog titlen i ungdomsrækken efter en overbevisende indsats.
Turneringen er spillet som holdhulspil på simulatorer hen over vinteren. I alt deltog 19 hold fra 14 eliteklubber.
Formatet er nyt på nationalt niveau, og interessen har været stigende. Dansk Golf Union forventes i samarbejde med TrackMan at lancere en officiel landsdækkende indendørs holdturnering fra vinteren 2026/2027.
