Nu skal et nyt samarbejde på tværs af By- og Kulturforvaltningen gøre det lettere at være eventarrangør i Odense. Fremover kan arrangørerne benytte en kommunal guide, der sikrer kontakt og dialog med de rigtige kontorer og medarbejdere, så det bliver hurtigere og enklere at gå fra idé til event.

I Odense har virksomhederne længe haft glæde af Erhvervskontakten. Det er én indgang, som leder videre til de rette medarbejdere og sikrer, at ansøgninger, dialog og rådgivning kommer godt fra start. Nu får byens eventarrangørere et lignende tilbud med Eventkontakten.

Indgangen er til rådighed for alle potentielle aktører inden for kultur, sport, viden og øvrige arrangementer, og det er målet med Eventkontakten at sikre flere events i Odense til glæde for borgere, gæster og erhvervsliv samt sikre en smidig og effektiv kommunal støtte og involvering.

– Et rigt og varieret kulturliv er en vigtig del af en moderne storby. Begivenheder og oplevelser, der begejstrer os, og som tiltrækker gæster udefra, har stort betydning for Odenses udvikling. Derfor vil By- og Kulturforvaltningen gerne gøre det lettere at være eventarrangør i byen. Vi har allerede gode erfaringer fra Erhvervskontakten og Kulturkontakten, som vi kan bruge for at blive en værdifuld og effektiv samarbejdspartner for nye og eksisterende events, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Eventkontakten er klar med gode råd og vejledning til arrangørerne, hvor eventkonsulent Kristina Sjögreen vil være til rådighed.

– Det betyder ikke noget, om arrangørerne kommer med et stort eller lille event. Vi hjælper alle, for der er mange ens udfordringer, når man er arrangør. Det er komplekst at stable et arrangement på benene, men vi vil gøre vores til, at det bliver både attraktivt og givende at være arrangør i Odense, siger Kristina Sjögreen.

Interesserede kan komme i dialog med Eventkontakten på krs@odense.dk

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Martin Petersen, afdelingschef for Fritid og Kultur, tlf.: 30 71 43 07
Kristina Sjögreen, eventkonsulent, tlf.: 65 51 28 11

PRESSEMEDDELELSE: By- og Kulturforvaltningen hjælper eventarrangørerne på rette vej

Kilde / Logo: Odense Kommune

Skriv en kommentar

*

code