De ekstra lange lastbiler på op til 34 meter kan fra i dag køre ud på de danske veje. Lastbilerne kan fragte mere gods og giver derfor en klimabesparelse.
Den 30. november 2023 vedtog Folketinget, at de ekstra lange lastbiler, de såkaldte dobbelttrailere, skal have lov at køre på danske veje. I dag træder lovforslaget og to bekendtgørelser i kraft, og det betyder, at der nu kan køre lastbiler på op til 34 meter i længden og med en vægt på op til 72 tons på udvalgte dele af det danske vejnet.
I første omgang skal dobbelttrailerne køre på et forsøgsvejnet mellem Aarhus og Høje-Taastrup, og derudover er der underskrevet en hensigtserklæring med Sverige om at tillade de lange lastbiler at krydse grænsen.
– Dobbelttrailerne er et af flere tiltag, der vil give transportbranchen bedre muligheder for at indrette deres ture. Større lastbiler kan fragte mere gods per køretøj. Det gavner både branchen og alle andre, der får glæde af mindre CO2-udledning og mindre trængsel, siger transportminister Thomas Danielsen.
Forud for lovændringen har Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen udarbejdet en analyse, som blandt andet har udpeget steder på vejnettet, der skal ændres for at give plads til dobbelttrailerne. Der er afsat penge til at gennemføre ombygninger blandt andet af hensyn til trafiksikkerheden på det udvalgte vejnet.
Fakta
Forskellige typer af lastbiler:
- En ”klassisk” lastbil er op til 18,75 meter lang og vejer 56 ton og kan køre på næsten hele vejnettet
- Modulvogntog er op til 25,25 meter lange og vejer op til 60 ton kan køre på ca. 5000 km vej
- Dobbelttrailere er op til 34 meter lange og vejer op til 72 ton og kan til at starte med køre mellem Aarhus og Høje-Taastrup samt videre over Øresundsbroen til Sverige
KILDE / LOGO: Transportministeriet