Norlys forsyner over 1 million adresser med elektricitet og internet. Energi- og telekoncernen har derfor fuld fokus på at holde driften i gang og servicere kunderne, men tager samtidig de nødvendige foranstaltninger for at passe på medarbejderne.

PRESSEMEDDELELSE: Vi skal holde Danmark i gang under corona-krisen

Det danske samfund bliver i disse uger sat på den ultimative prøve som resultat af den globale krise, corona-situationen har udviklet sig til.

Norlys blev til i 2019 i en fusion mellem SE og Eniig og forsyner over 1 million danske adresser med elektricitet og internet.

– Uden internet og strøm går samfundet i stå, og med den situation, vi står i, er begge dele om muligt endnu mere fundamentale. Både for sundhedsvæsen og virksomheder, men også for privatpersoner, der skal kunne passe deres arbejde hjemmefra. Vi tager derfor vores ansvar særdeles alvorligt – også i denne situation, fortæller Niels Duedahl, adm. direktør i Norlys.

Medarbejderne møder op, men holder afstand

Norlys følger naturligvis regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og medarbejdere, som ikke udfører forretningskritiske opgaver, arbejder om muligt hjemmefra.

– Vi skal opretholde driften af vores elnet og teleinfrastruktur og sikre, at vores kunder bliver berørt mindst muligt. De skal kunne få fat i os, og vores teknikere skal kunne køre ud, når der er behov. Derfor har vi stadigvæk en stor gruppe medarbejdere, der hver dag møder på arbejde og holder samfundet i gang. Dem skylder vi en stor tak, og vi skal selvfølgelig passe godt på dem, siger Niels Duedahl videre.

Norlys har derfor afskærmet et antal medarbejdergrupper fra direkte kontakt med hinanden og med andre funktioner. Samtidig har teknikerne, der kommer i kundernes hjem, fået specifikke retningslinjer for at beskytte både sig selv og kunderne.

– Vi fortsætter vores kundebesøg og holder telefonerne åbne, men vi beder medarbejderne om at holde afstand og være ekstra påpasselige med håndvask og afspritning. Samtidig tager vi en dialog med kunderne inden eventuelle besøg, så vi er sikre på, at vi ikke kommer i hjem, som er karantæneramt. Kort sagt gør vi alt, hvad vi kan for, at vores kunder bliver berørt mindst muligt, men vi beder også om forståelse for, at der kan være situationer, hvor man vil opleve øget ventetid, slutter Niels Duedahl.

PRESSEMEDDELELSE: Vi skal holde Danmark i gang under corona-krisen

Kilde / Logo / Foto: Norlys

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen