Fællessang, film og fascinerende fortællinger fra slummen i Bangladesh var på programmet, da PlanBørnefonden lancerede årets udgave af U-landskalenderen på Sønderskov-Skolen i Sønderborg, hvor bl.a. Bubber og Shaka Loveless indtog scenen.

PRESSEMEDDELELSE: Bubber og Shaka Loveless bragte Bangladesh til Sønderborg
Shaka Loveless synger ‘Op for Dhaka’ på Sønderskov-Skolen. Foto: PlanBørnefonden

”Forestil jer, at halvdelen af jer ikke måtte komme i skole.” Bubber fanger opmærksomheden fra børnene på Sønderskov-Skolen i Sønderborg, da han tydeliggør den problematik, overskuddet fra årets U-landskalender går til at løse i Bangladesh.

Ved lanceringen af U-landskalenderen styrede PlanBørnefondens ambassadør Bubber slagets gang på scenen. Han har været i Bangladesh for at se problemerne med egne øjne, så han kan fortælle om dem til de danske skoleelever.

”Jeg oplevede de ubeskriveligt kummerlige forhold, som børnene her lever under. Familier bor i små blikskure, rotter piler rundt om fødderne på dem, og der er langt til rent vand. Jeg mødte mange stærke børneskæbner, men særligt én gjorde stort indtryk på mig. Det var 16-årige Surma. Hun var selv blevet giftet bort som 13-årig – og med ét var hendes uskyldige barneliv med leg og skolegang forbi. Heldigvis fik hun med sin families hjælp vristet sig fri af det voldelige ægteskab og fandt tilbage på skolebænken,” fortæller Bubber.

I slumområderne i hovedstaden, Dhaka, starter 98% af børnene i skole. Desværre falder halvdelen fra, inden de når at gennemføre. Årsagerne er mange, men to af de væsentligste problemer er, at hver anden pige bliver gift, inden hun fylder 18 år, og over en tredjedel af de 10-14-årige arbejder i farlige og nedslidende job med en arbejdsuge på mere end 60 timer. De børn får aldrig chancen for at skabe sig en bedre fremtid for sig selv og kommende generationer gennem skolegang.

Den barske virkelighed arbejder PlanBørnefonden for at ændre med overskuddet fra årets U-landskalender, så eleverne i Bangladesh får en chance for at blive bogorme i stedet for børnearbejdere eller børnebrude.

Bangladesh i børnehøjde

Der er enormt langt fra de trygge rammer som elev på Sønderskov-Skolen til livet som barn i Dhakas slum. Virkeligheden for de jævnaldrende børn i Bangladesh gjorde indtryk på Mille og Merle fra 4.C.

”Det var sjovt at se, hvordan de har det dernede, og hvad man kan gøre for at hjælpe. Der var skrald over det hele, og det så meget mærkeligt ud. Deres huse er lavet af plastic og sådan noget.”

Sønderskov-Skolen har i mange år gjort meget ud af arbejdet med U-landskalenderen, fortæller skoleleder, Mette Elmerdahl:

“Her på skolen vil vi rigtig gerne give vores elever det med i rygsækken, når de tager herfra, at de ved, der er andet end lille, trygge Sønderborg. At verden udenfor Danmark er spændende og smuk, men også at der er en anden virkelighed, hvor børn og voksne lever under helt andre vilkår end os.”

Fællessang for Dhaka

Det er en fast tradition, at der bliver produceret en sang til U-landskalenderen. I år står Shaka Loveless bag nummeret ’Op for Dhaka’, og han har ladet sig inspirere af de Bollywood-toner, der er så populære i Bangladesh.

”Jeg er taknemmelig for at have fået lov til at bruge min musik til at sætte fokus på de vilkår, som børn og unge i Dhakas slum lever under. Med sangen vil jeg gerne vise, at der trods store udfordringer også findes masser af håb og drømme i slummen. Hver eneste dag slås børnene med problemer som fattigdom, børneægteskaber og børnearbejde – alligevel finder de glæde i det, de kan. Sådan er børn – ligegyldigt hvor de bor i verden,” forklarer Shaka Loveless.

Selvom baggrunden er alvorlig, rummer ’Op for Dhaka’ også både håb og rytmer, der kan sætte gang i dansegulvet. Sidstnævnte blev tydeligt, da Shaka Loveless spillede sangen live, mens både Bubber og skoleeleverne kastede sig ud i fællesdans.

Håbet og det gode humør når et lille skridt tættere på Bangladesh, for hvert eksemplar af U-landskalenderen, der bliver langet over disken. Den er i handlen fra i dag, og overskuddet går til PlanBørnefondens arbejde med at sikre skolegang til børnene i Dhakas slum.

PRESSEMEDDELELSE: Bubber og Shaka Loveless bragte Bangladesh til Sønderborg

Kilde / Logo / Foto: PlanBørnefonden

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen