Millioner af mennesker i udviklingslandene bliver fordrevet fra deres hjem, som et resultat af de katastrofer, der beskrives i den nye klimarapport fra FN’s klimapanel IPCC.

PRESSEMEDDELELSE – Folkekirkens Nødhjælp frygter millioner af klimaflygtninge efter ny FN klima-rapport

”FN’s nye klimarapport er uhyggelig og skræmmende læsning. Med mulige temperaturstigninger på 3-5 grader vil store dele af verden blive ubeboelig,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og uddyber:

”Nu bliver vi nødt til at lytte til videnskaben og tage FN’s klimabibel helt bogstaveligt. Vi har ganske enkelt passeret det punkt, hvor klimaforandringer kan stoppes. Nu handler det om at begrænse skaderne.”

En stigning på 5,7 grader

Ifølge FN-rapporten bliver den globale temperatur ved med at stige, og dermed forstærkes effekterne af klimaforandringerne. I det værste scenario forudser klimapanelets 200 forskere temperaturstigninger på 3,3-5,7 grader.

Det vil føre til markante havvandsstigninger, der vil være katastrofale for mennesker. Men selv med de optimistiske scenarier, hvor den globale temperaturstigning ikke overstiger 1,5 grad, risikerer vandet at stige med 2-3 meter på sigt.

Birgitte Qvist-Sørensen siger:

”Der findes ganske enkelt en grænse for, hvor ekstremt vejr og høje temperaturer, folk kan leve under. Den grænse er allerede nået i dele af Afrika og Asien. Vi kan se frem til millioner af klimaflygtninge, der aldrig vil kunne sendes hjem, fordi deres hjem er forsvundet – eller ikke længere er beboeligt.”

Politisk handling nu

Folkekirkens Nødhjælp kommer derfor med en kraftig opfordring til verdens ledere og særligt danske politikere:

”Der skal handles nu. Og det skal være i en helt anden skala og med en helt anden hastighed, end vi hidtil har set. Der er globalt brug for et langt større fokus på både CO2-reduktion, klimatilpasning, genopbygning og udvikling til gavn for de millioner af mennesker i udviklingslandene, der allerede lider under klimaforandringerne.”

Folkekirkens Nødhjælp opfordrer den danske regering til at investere endnu flere diplomatiske kræfter i den globale klimadagsorden i EU, FN og via danske ambassader i hele verden. Og regeringen bør investere maksimalt i at få landet den bedst tænkelige aftale på det kommende klimatopmøde i Glasgow – og særligt prioritere de rige landes hjælp til verdens fattigste. Og så kommer organisationen med et opråb til alle partierne på Christiansborg:

”Vi beder Folketinget skrue op for klimaambitionerne på den kommende finanslov. Der bør på Finansloven 2022 afsættes et betydeligt højere beløb til klimahjælp i udviklingslandene, end det hidtil har været tilfældet. Og klimapengene skal være ekstra penge udover den traditionelle udviklingsbistand,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Danmark blandt synderne

Ifølge generalsekretæren er det uambitiøst og utilstrækkeligt, at Danmarks klimafinansiering til udviklings- og vækstlande bliver taget fra den eksisterende udviklingsbistand.

Ifølge Paris-aftalen skal der afsættes 100 milliarder USD årligt i ekstra klimahjælp til verdens fattigste. Det løfte lever verdenssamfundet ikke op til. Og Danmark er blandt synderne.

På den seneste Finanslov blev der afsat 100 millioner kroner i klimabistand oven i udviklingsbistanden på 0,7 procent af BNI.

“Det er ikke godt nok, og bidrager ikke afgørende til den samlede internationale klimaindsats,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

PRESSEMEDDELELSE: Genbrugsbutikker i hele Danmark vender Black Friday på hovedet

Kilde / Logo / Foto: Folkekirkens Nødhjælp

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen

*

code