Antallet af passagerer i DSB’s tog er nu under 15 procent af det normale, og der er ikke udsigt til, at den situation ændrer sig i den kommende tid. Derfor justerer DSB nu køreplanen. Det er samtidigt nødvendigt at tilpasse køreplanen, så den er mere robust og mindre sårbar overfor sygemeldinger blandt DSB’s personale. Der har i de seneste dage været akutte aflysninger af togafgange på baggrund af sygemeldinger, det skal den ændrede køreplan medvirke til undgå, så kunderne trygt kan planlægge deres rejser.
Antallet af daglige tog bliver derfor reduceret gradvist fra mandag den 23. marts. Der vil fortsat være mange afgange at vælge imellem for de passagerer, der har brug for at tage toget, og køreplanen er tilrettelagt under hensyntagen til myndighedernes anbefalinger til passagererne:
”Vi planlægger så passagererne har mulighed for at holde den anbefalede afstand til hinanden ,” siger Tony Bispeskov, som påpeger, at man fortsat skal sikre sig en pladsbillet, når man skal med Fjern- eller Regionaltog. Pladsbilletter er gratis og kan fås bl.a. i DSB App og i billetautomaterne på stationerne.
Reduktionen i antallet af daglige tog sker således:
S-tog
Fra mandag den 23. marts og foreløbig til og med 2. påskedag den 13. april kører der færre S-tog:
S-togene på linje A, B og C kommer til at køre hvert 20. minut og linje F hvert 10. minut.
S-tog om natten, der normalt kører mellem 01.00 og 05.00 efter fredag og lørdag, er aflyste.
Fjern- & Regionaltog
For Fjern- & Regionaltog sker ændringerne ad to omgange:
Fra mandag den 23. marts og foreløbig til og med 2. påskedag den 13. april kører der færre regionaltog – dog suppleret af ekstra tog i myldretiderne.
Fra lørdag den 28. marts og foreløbig til og med 2. påskedag den 13. april kører der både færre regionaltog og færre tog mellem landsdelene. På flere strækninger kører der ekstra tog i myldretiderne.
Læs mere på DSB.dk – DSB forventer, at Rejseplanen bliver løbende opdateret fra fredag aften den 20. marts.
Kilde / Logo: DSB