Ledernes Hovedorganisation finder det positivt, at ny politisk aftale giver flere virksomheder – blandt andre biografer og udendørs forlystelsesparker – lov til at genåbne. Der tages også de første små skridt til grænseåbning, men det er afgørende, at grænserne snarest muligt åbnes mere og forsamlingsforbuddet lempes.

Henrik Bach Mortensen, direktør i Ledernes Hovedorganisation, glæder sig over, at flere dele af erhvervslivet – blandt andet biografer, zoologiske haver og udendørs forlystelsesparker – nu kan genåbne som følge den af politiske aftale, som alle partier i Folketinget indgik sent onsdag aften.

– Vi glæder os hver gang, en ny del af erhvervslivet får lov at åbne dørene og tjene penge igen. Denne krise har ramt mange virksomheder enormt hårdt, og derfor er det også meget positivt, at Folketinget nu åbner yderligere for erhvervslivet og samfundet, siger Henrik Bach Mortensen.

Han hæfter sig også ved, at den nye aftale er det første lille skridt til åbning af de danske grænser, hvor nogle få grupper – blandt andre udenlandske ejere af sommerhuse – får lov at komme ind i Danmark fra på mandag. Og derudover fremrykkes regeringens deadline for at udmelde en plan for yderligere grænseåbning med nogle få dage til 29. maj.

– I Ledernes Hovedorganisation mener vi, at grænsen bør åbnes mest muligt hurtigst muligt. For et lille land som Danmark er det helt afgørende for erhvervslivet med åbne grænser, og jeg må erkende, at vi havde håbet på en mere markant åbning af grænserne, end aftalen har givet. Men nu ser vi frem til regeringens udmelding den 29. maj, som forhåbentlig vil indebære en markant grænseåbning, siger Henrik Bach Mortensen.

Han havde også håbet, at partierne var nået frem til en øjeblikkelig lempelse af forsamlingsforbuddet, men her rokker den nye aftale desværre ikke ved, at der kun må være 10 personer forsamlet indtil 8. juni, og derefter hæves det til et sted mellem 30 og 50.

Kontakter

Henrik Bach Mortensen, Direktør

2491 9957

hmo@lederne.dk

Søren Kudahl, Pressechef

2338 4211

sku@lederne.dk

PRESSEMEDDELELSE: Godt, at flere virksomheder nu kan åbne

Kilde / Logo: Lederne

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen