TDC NET åbner for 5G-mobilnetværket i store dele af Danmark. Åbningen sker den 7. september efter at man på rekordtid har opgraderet og klargjort selskabets mobile infrastruktur til 5G. Sideløbende med åbningen af Danmarks første 5G-net har 4G-netværket fået et markant løft, hvilket betyder forbedrede hastigheder og øget kapacitet.

PRESSEMEDDELELSE: TDC NET åbner for 5G

TDC NET leverer det bedste mobilnetværk og de hurtigste faste forbindelser – og former Danmarks digitale fremtid med udrulningen af fiber og 5G.

TDC NET åbner for sit 5G-mobilnetværk i store dele Danmark, langt hurtigere end tidligere udmeldt. Åbningen sker allerede den 7. september. I alt vil op til 80 pct. af danskerne kunne få adgang til 5G inden udgangen af september og inden årsskiftet vil mere end 90 pct. få adgang.

”Jeg er glad og stolt over, at vi så hurtigt har indfriet vores ambitioner om at åbne for 5G-dækning på vidtstrakt nationalt plan samt give adgang til særligt hurtige hastigheder i centrum af København, Odense, Aarhus samt Helsingør. Åbningen er vigtig i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for en stærk infrastruktur, der skal håndtere at forbruget af mobildata vokser med op til 40 procent om året. Den kommende åbning betyder, at den største tjenesteudbyder på netværket, Nuuday, lige om lidt vil kunne tilbyde deres kunder adgang til fremtidens netværk,” siger CEO Andreas Pfisterer fra TDC NET.

Hos Nuuday får mobilkunder hos TDC Erhverv, YouSee, Telmore som de første i Danmark mulighed for at bruge 5G-netværket, når det åbner den 7. september. Det kræver dog et 5G-abonnement og en mobiltelefon eller et andet device, der understøtter 5G-teknologien. Senere på året forventes også mobilkunder hos Relatel at få adgang til 5G-netværket.

”Vi glæder os til at tilbyde vores kunder de fantastiske muligheder, som TDC NETs opgradering af mobilnettet til 5G kan tilbyde. 5G-teknologien giver os mulighed for at levere en unik oplevelse til vores kunder – uanset om man vil streame sin yndlingsserie i ultraHD, eller man som virksomhed vil udnytte den ekstremt korte reaktionstid på signalet til at styre sine robotter i produktionen og overvåge sit udstyr i realtid. Vi har allerede flere 5G-telefoner til salg – og flere på vej – og har inkluderet 5G i alle abonnementer rettet mod vores mest dataforbrugende kunder i bl.a. YouSee og Telmore,” siger Michael Moyell Juul, CEO i Nuuday.

Samtidig med opgraderingen af netværket til 5G har TDC NET også opgraderet sit 4G-netværk. Det betyder, at alle brugere vil opleve markant hurtigere down- og upload af data samt endnu bedre kvalitet på yndlingsserien på favorit-streamingtjenesten.

”I hele Danmark vil man på TDC NETs mobilnet opleve markante forbedringer i forbindelserne. Og det bringer nye muligheder. Det nye 5G-netværk baner vejen for en ny æra for den digitale økonomi, og giver Danmark mulighed for at udbygge sin position som en global digital frontløber,” siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC NET

TDC NETs mobilnetværk og 5G-infrastruktur bygges i samarbejde med svenske Ericsson.

Fakta

  • TDC NET startede sin 5G-udrulning på Sjælland i oktober 2019 og har siden opgraderet 2.650 maste-positioner i hele Danmark.
  • Åbningen sker den 7. september og op til 80 pct. af danskerne vil kunne få adgang til 5G inden udgangen af september – og inden årsskiftet vil mere end 90 pct. få adgang. 
  • Åbningen omfatter adgang til den fulde 5G oplevelse i centrum af København, Odense, Aarhus samt Helsingør. Er du på 5G i andre dele af landet, vil du fortsat kunne opleve 5G som en opgradering, med blandt andet højere hastigheder og reduceret forsinkelse. Du kan få yderligere information ved at gå ind på https://Tdcnet.dk/5g
  • TDC NETs mobilnetværk blev tidligere i år udpeget som Danmarks bedste for femte år i træk af Teknologisk Institut. Læs mere på https://tdcnet.dk/mobilnet
  • 5G vil være startskuddet til spændende fremtidige anvendelser såsom fjernstyrede robotter, droner, fjernoperationer og selvkørende biler samt øge mulighederne for, at den mindre iværksætter og den større, etablerede virksomhed kan udbygge sin position som digital frontløber.
  • Samtidig vil TDC NETs netværk med aktiveringen af 5G være forberedt på en hverdag med intelligent trafikstyring i kommunerne og digitale sundhedsløsninger i hjemmeplejen. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor intelligente sensorer er med til at effektivisere driften indenfor smarte løsninger i landbruget eller i industrien.
  • Læs mere om TDC Erhverv, YouSee og Telmore og hvordan man som kunde får adgang til 5G:
  • https://tdc.dk/5g
  • https://yousee.dk/5g 
  • https://www.telmore.dk/mobil/5g
PRESSEMEDDELELSE: TDC NET åbner 5G-pilotprojekt i Helsingør

Kilde / Logo / Foto: TDC NET

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen