Tredje og sidste bind i den hæsblæsende Planet X-trilogi

Forlaget Brændpunkt udgiver den 16. december 2025 PLANET X – SLUTSPILLET, den længe ventede afslutning på Ronny Reffelts populære og actionfyldte science fiction-trilogi om Planet X.

I PLANET X – SLUTSPILLET når fortællingen sit dramatiske højdepunkt. Destinationen er Giza i Ægypten, hvor et skjult, underjordisk lyntog skal føre Cody, Susan og deres gruppe af unge overlevere frem mod det sted, hvor alt skal afgøres. Mørket har stadig lagt verden øde, og håbet om lysets tilbagekomst svinder for hver dag, der går.

Mens Cody og Susan kæmper skulder ved skulder med deres venner – støttet af General Reyes og hans soldater – må Henry forholde sig til den smertefulde erkendelse: Er hans søn stadig den samme? Over dem samles truslen. Annuakierne forbereder invasion. Rumskibe positionerer sig strategisk omkring hele Jorden, og alt peger mod et endeligt opgør ved Keopspyramiden. Men selv de mest gennemtænkte planer kan bryde sammen. Snart befinder de sig på en mission, der kan koste dem alt.

Uddrag

“Det glæder mig, at du har hørt efter. Jeg har kun én ting tilbage at sige til dig, min søn. Dette skal du huske. Dette skal du fortælle til dine venner. Dette skal du have dig for øje, hver gang du står over for et vanskeligt valg, der enten skræmmer dig, eller som vejer tungt i dit hjerte. Husk: Døden er ikke noget at frygte i jeres virkelighed. Døden er kun en overgang.”

Ronny Reffelt er også forfatter til ungdomsromanen Jorden er flad samt de to første bind i Planet X-serien: Planet X – Ankomsten (2023) og Planet X – Mørket (2024).

Planet X – Ankomsten

Serien begynder med et katastrofalt jordskælv på et fodboldstadion i Los Angeles. Herfra kastes Cody og Susan ud på en næsten umulig rejse mod Denver Lufthavn, hvor Codys far, professor Henry Hicks, er blevet rekrutteret til en tophemmelig bunker. Alt på Jordens overflade lurer som en trussel, mens Planet X’s ankomst har udløst globalt kaos og kampen for overlevelse.

Planet X – Mørket

Andet bind udspiller sig under de berygtede “tre dage med mørke”, som kendes fra bibelske og religiøse tekster. Al sollys er forsvundet, og to energiimpulser gennem solen har ødelagt elektronikken og ændret visse menneskers DNA. Cody og Susan kæmper sig gennem et fuldstændigt mørklagt landskab, mens Henry og hans kollegaer i bunkeren må erkende, at gamle myter måske er vendt tilbage – i form af dæmoniske væsner.

Det siger læsere og anmeldere om Planet X-serien

  • “Det er svært at lade være med at sammenligne bogen med katastrofefilmene 2012 og Moonfall.”
  • “Bogen ender på en lykkelig cliffhanger, som gør, at man kun kan glæde sig til afslutningen i trilogien.”
  • “Man læser den for actionfyldt spænding – og det får man for fuld udblæsning. Kan du lide katastrofefilm og konspirationsteorier, er Planet X-trilogien et sikkert bud på timers underholdning.”
  • “Ronny Reffelt har sammensat en både meget underholdende og hæsblæsende spændingsroman, der minder om en katastrofefilm. En ægte pageturner.”

For yderligere information eller interesse i anmeldereksemplar kan Brændpunkt kontaktes på:

Mail: forlaget.braendpunkt@gmail.com         

Telefon: 61 31 98 54                      

Med venlig hilsen

Forlaget Brændpunkt

www.brændpunkt.dk

Brændpunkts forårsprogram 2025

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen