PRESSEMEDDELELSE – Efterspørgslen hos BusinessBuddy stiger på trods af krisen

Kristine Hejgaard og Mikael Lykkegaard Have – BusinessBuddy – Fist bump

Sparringspartner for virksomheder:

Mange små- og mellemstore virksomheder har klaret sig godt på trods af Coronakrisen det seneste år og har formået at øge omsætningen. Det er noget de mærker hos virksomheden BusinessBuddy, som netop har specialiseret sig i at rådgive små- og mellemstore ejerledet virksomheder med blandt andet forretningsudvikling, digitalisering og strategisk og operationel HR.

”I disse tider er der nogle virksomheder, som vækster rigtig meget og som har brug for hjælp til at holde fokus, mens der også er en hel del virksomheder, som skal genopfinde sig selv eller måske skal have skåret sin forretning ind til benet,” fortæller den nytiltrådte partner i BusinessBuddy, Kristine Lundgren Hejgaard. 

Og netop den sparring kan stifter Mikael Lykkegaard Have og nytiltrådte partner Kristine Lundgren Hejgaard hjælpe med. Med mere end 25 års erfaring med ejerledede virksomheder øser de ud af deres viden og erfaring til fordel for de mange små- og mellemstore virksomheder i Syd- og Midtjylland, hvor BusinessBuddy har sine kontorer.

”Ejerledere kan blive ensomme, fordi de skal blive enige med sig selv, udfordre sig selv og finde på nyt selv. Der er mange virksomheder, der ikke har en bestyrelse at læne sig op ad, og så kan de få en Business Buddy som en hånd i ryggen,” fortæller Kristine Lundgren Hejgaard, der glæder sig til at bringe sin viden i spil hos de mange nye kunder.

Stifter og ejer smagte egen medicin

Faktisk indtrådte Kristine Lundgren Hejgaard som bestyrelsesformand i BusinessBuddy i 2020, da Mikael Lykkegaard Have besluttede sig for at få en bestyrelse. For kan man i virkeligheden rådgive andre om forretningsudvikling, hvis man ikke udvikler sin egen forretning? Svaret var nej. Mikael og Kristine fik kontakt til hinanden via LinkedIn og har altså nu udvidet samarbejdet til et partnerskab ved årsskiftet 20/21.

”Ved at jeg træder ind som partner, kan vi udvide vores produktportefølje med strategisk og operationel HR, således at vi bedre kan hjælpe mindre ejerledede virksomheder med digitalisering, HR og forretningsudvikling. Både digitalisering og HR er jo vigtige værktøjer, når det drejer sig om at udvikle forretningen,” siger Kristine Lundgren Hejgaard, der i alt har mere end 20 års erfaring som HR-chef og strategisk rådgiver.

Hos BusinessBuddy kan små- og mellemstore ejerledede virksomheder få sparring og rådgivning til at styre virksomheden godt igennem Coronakrisen eller få hjælp til at holde fokus på bolden i væksteventyret.

Fakta:

  • En Business Buddy er en sparringspartner, som kan rådgive en ejerledet virksomhed indenfor blandt andet forretningsudvikling, digitalisering og strategisk HR.
  • Hos BusinessBuddy kan virksomhederne tillige få tilknyttet en HR-chef på deltid
  • Virksomheden BusinessBuddy er stiftet af Mikael Lykkegaard Have i 2019 og har hovedkontor i Vejle og kontor i Aarhus

Kontakt:

Stifter Mikael Lykkegaard Have på mobil 2025 5888 eller partner Kristine Lundgren Hejgaard på mobil 4019 0110, hvis du har brug for yderligere oplysninger. Du kan også læse mere om BusinessBuddy på hjemmesiden: www.businessbuddy.dk

KILDE / FOTO: BusinessBuddy ApS

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen