I juni 2022 var der 2.963.000 personer i job. Det er 6.700 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,2 procent. I det første halvår i 2022 er der dermed kommet rundt 47.000 nye beskæftigede til. Siden januar 2021 antallet af lønmodtagere steget med i alt 199.000 personer.
Ser man på den private sektor, er der kommet 6.600 flere lønmodtagere siden maj måned. I samme periode er der kommet 100 flere offentligt ansatte.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Jeg får igen lov at glæde mig, for beskæftigelsen stiger igen – og det er noget, vi har været vidne til mange måneder i træk. Det er i den grad en glædelig nyhed, der gang på gang bekræfter mig i, at regeringen har ført en ansvarlig økonomisk politik, som vi høster frugterne af.
- Selvom flere og flere kommer i beskæftigelse, lever vi en tid, hvor mange må betale mere for mindre. Forbrugerpriserne er på sit højeste, og det er er noget regeringen er meget opmærksomme på. Det kan mærkes af alle danskere – især dem, der har mindst.
- Derfor er jeg også meget glad for, at vi i sidste uge kunne meddele, at ældrechecken formentligt allerede kan blive udbetalt inden september er omme. Med den aftale, der blev indgået før sommerferien, blev der afsat penge til kompensation både i 2022 og 2023, og det kan sagtens vise sig at være nødvendigt at gøre yderligere.
KILDE / LOGO: Beskæftigelsesministeriet