Der er international bevågenhed på Egedal Kommune og kommunens løsninger i forbindelse med genåbningen af skolerne. Onsdag besøgte verdenskanalen CNN en 5. klasse i Veksø.
I Danmark har man været ved at genåbne landet i snart en måned, men i resten af verden er man ikke så langt. Flere lande begynder først nu, at ville åbne skolerne igen og i mange lande er man usikre på, hvordan man kan sikre den rette afstand mellem skolebørnene. I Danmark har man løst problemet med at holde afstand ved blandt andet at lade 6-10 klasserne blive længere hjemme end de yngre, samtidig har man taget mange andre offentlige institutioner og lokaler i brug for at kunne holde forsamlingerne af børn til et minimum. Derfor skeler andre lande til Danmark, der opfattes som progressiv, for at få inspiration.
Det fik onsdag tv-stationen CNN til at besøge Egedal kommune hvor man har løst pladsmanglen på en kreativ måde. Kommunen har blandt andet ladet en 5. klasse fra den lokale skole, have midlertidigt klasselokale i Veksø Kirke. Her bruger matematiklæren prædikestolen til at undervise fra og kirkegården bruges til at lave forskellige matematiske opgaver ud fra.
CNN interviewede både læreren og en elev og interviewet blev
fulgt tæt af den lokale presse. Kenneth Tanzer der er journalist på
Lokalavisen i Egedal, var med under CNNs dækning af kirkeundervisningen.
– Det er jo i forvejen en rigtig god lokal historie, at man bruger kirken som klasselokale. Når så CNN også synes det er en god historie, ja så bliver det til både en god lokalhistorie men også en solstråle-historie fra Veksø med rigtig gode billeder. Den skal selvfølgelig i avisen, siger Kenneth Tanzer. (Læs Lokalavisens artikel nederst)
Godt med inspiration
Ifølge producer på CNN
Susanne Gargiulo er man rundt omkring inspireret af, hvordan vi i
Danmark har løst genåbningen af skolerne. Man lægger mærke til hvordan
danskerne gør og når man så bruger en kirke som klasselokale, så vækker
det opsigt.
På hjørnekontoret på Egedal rådhus sidder borgmester Karsten Søndergaard og glæder sig over at åbningen af kommunens skoler er gået så godt at det har fået international bevågenhed.
– Først og fremmest er det vigtigt, at vi har fundet løsninger til alle vores skoleelever og at de løsninger som medarbejderne har fundet, både har været kreative og af høj kvalitet. Den her historie viser jo også, at vi er gode til at samarbejde på tværs i kommunen. Menighedsrådet har jo nikket til, at vi kunne bruge kirken til undervisning. Når så de løsninger vi finder i fællesskab, går verden rundt. Så er det en god dag på kontoret. Der har ikke været meget at glæde sig over under den her coronatid, men sådan en historie her, viser jo, at vi har gjort noget rigtigt. Og kan andre finde inspiration her i Egedal, så er det virkelig godt, siger Karsten Søndergaard(V).
https://sn.dk/Lokalavisen-Egedal/TV-stationen-CNN-lagde-vejen-forbi-Nu-gaar-Veksoes-succes-historie-verden-rundt-/artikel/944527
For yderligere oplysninger kontakt pressetelefonen på: 72596203
Kilde / Logo / Foto: Egedal Kommune