Hvis Odense skal komme i mål med den grønne omstilling, skal flere odenseanere vælge en elbil. I dag står privatbilismen for 28 procent af byens CO2-udslip, og derfor skal en ekspertgruppe komme med anbefalinger til Odense om infrastrukturen for el-ladestandere og andre tiltag, så udslippet kan reduceres betragteligt.
Frem mod 2030 udfaser Fynsværket brugen af kul, og dermed bliver udledningen af CO2 reduceret betydeligt i Odense. Imidlertid står privatbilismen i dag for 28 procent af byens CO2-udslip, og derfor skal der flere elbiler på gaderne, hvis Odense skal opfylde sine målsætninger for 2030.
På den baggrund nedsætter By- og Kulturudvalget en ekspertgruppe, som får til opgave at levere anbefalinger for både mål og midler, som kan understøtte en omstilling til elbiler i Odense. Det kan for eksempel være input til infrastruktur for el-ladestandere samt forskellige belønnings- eller motivationsmekanismer i forhold til elbilisme.
Disse anbefalinger vil indgå i det videre arbejde med en samlet forundersøgelse, som både By- og Kulturudvalget og efterfølgende Økonomiudvalget vi blive præsenteret for i løbet af 2021.
- Det er brug for, at vi arbejder hurtigt, hvis vi skal opfylde vores grønne ambitioner – og det skal vi. Odense skal nedbringe sit CO2-udslip, og vi kan ikke flytte folk fra bilen til offentlig transport eller cykling i så stort omfang, for bilen er helt afgørende for manges hverdag. Vi skal altså gøre alt, hvad vi kan for at understøtte omstillingen til elbiler, og her ønsker jeg, at vi får et godt fundament at træffe beslutninger ud fra. Derfor har vi brug for en bred og kompetent ekspertgruppe til at rådgive os, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).
Konkrete anbefalinger
Ekspertgruppen skal mødes tre gange i løbet af 1. kvartal 2021, og på hvert møde vil der blive behandlet et eller to emner, som munder ud i konkrete anbefalinger til Odense Kommune. Disse vil blive indgå i forvaltningens videre arbejde med en samlet forundersøgelse, som slutteligt præsenteres for både By- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget.
Efter planen mødes ekspertgruppen første gang i uge 3, og den består af følgende medlemmer:
- Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbilalliance (formand for gruppen)
- Ilyas Dogru, chefkonsulent i FDM
- Jytte Reinholdt, direktør i Fynsk Erhverv
- Torben Sigsgaard, repræsentant fra Lungeforeningen og professor ved Miljø, Arbejde og Sundhed på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet
Det er utrolig positivt, at Odense tager opgaven så alvorligt, og jeg håber, at vores anbefalinger kan være til inspiration og gavn for både Odense og andre byer. Nu ser jeg frem til en række spændende drøftelser i ekspertgruppen, og jeg er overbevist om, at vi kan komme med input, som By- og Kulturforvaltningen kan bruge i deres videre arbejde. Der er mange muligheder for at understøtte omstillingen til elbiler – også for en kommune, siger Lærke Flader.
Det er et samlet By- og Kulturudvalg, der står bag nedsættelsen af ekspertgruppen, og her er der stor tilfredshed med, at ekspertgruppen nu kan komme i gang med sit arbejde:
Jeg er glad for, at ekspertgruppen er sammensat, så alle interessenter får lejlighed til at byde ind. Det er utrolig vigtigt, at vi får opfyldt vores klimamål, men det er også vigtigt, at vi får gjort det på en måde, hvor alle føler, at de kan være med ombord. Både erhvervslivet, borgerne og producenterne, og det tror jeg, at ekspertgruppen kan hjælpe os med, siger næstformand i by- og kulturudvalget Kristian Guldfeldt (K).
Det bliver meget spændende at se ekspertgruppens anbefalinger. Jeg fornemmer, at der er bred enighed om, at vi skal gøre en stor indsats for at komme i mål, og her kommer vi ikke udenom privatbilismen. Forhåbentlig bliver vi præsenteret for flere målsætninger og handlinger, så vi kan vælge de løsninger, som giver de bedste resultater for Odense og klimaet, siger Niclas Turan Kandemir (A).
Vi skal have størst muligt fokus på den grønne omstilling, og det betyder, at vi skal have gjort vores transport så bæredygtig som muligt. Derfor skal vi prioritere at få flyttet borgerne væk fra benzin- og dieselbilerne – i stedet skal vi have dem over på cyklen eller i en elbil, som har markant mindre CO2-udslip end de traditionelle biler. Det kan ekspertgruppen forhåbentlig hjælpe os med, siger Søren Freiesleben (Ø).
Kontaktinformation
Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, tlf.: 65 51 20 80
Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbilalliance, tlf.: 22 75 04 15
Kristian Guldfeldt (K), tlf.: 30 60 44 69
Niclas Turan Kandemir (A), tlf.: 30 60 43 97
Søren Freiesleben (Ø) , tlf.: 23 63 89 11.
Kilde / Logo / Foto: Odense Kommune