Coronasmitten stiger i samfundet samtidig med, der skal afvikles kommunal- og regionsrådsvalg. Derfor har Haderslev Kommune taget en række ekstra forholdsregler på de 34 valgsteder, så man sikkert og trygt kan komme og stemme.

PRESSEMEDDELELSE – Haderslev Kommune klar til corona-sikkert valg

I Haderslev Kommune kan man stemme til kommunalbestyrelsen og regionsrådet 34 steder i kommunen fra Arnum i vest til Aarø i øst. De mange valgsteder betyder, at der for det meste er god plads på stemmestederne, hvilket er godt, når valget falder sammen med stigende coronasmitte.

”Vi har på alle vores valgsteder god plads til at afvikle et sikkert valg. Derudover har vi ekstra mandskab på, så vi kan sørge for, at det er trygt og sikkert for alle at stemme”, siger Anne-Mette Faurholm Michelsen, der er chef for Borger- og Rådhusservice i Haderslev Kommune og står for at afvikle valget.

Det ekstra mandskab skal blandt andet sørge for, at der bliver tørret jævnligt af i stemmeboksene og at det for eksempel er muligt at stemme fra sin bil, hvis man ikke ønsker at gå ind.

”Det er vigtigt, at alle får mulighed for at stemme på valgdagen, også selvom man skulle være nær kontakt til en smittet”, siger Anne-Mette Faurholm Michelsen og fortsætter:

”Vi tager alle forholdsregler, så det er sikkert og trygt for alle at stemme, så vi håber på en rigtig høj valgdeltagelse.”

Ekstra tiltag på Haderslev Kommunes valgsteder:

  • håndsprit og aftørringsservietter
  • mundbind til udlevering
  • mulighed for at medbringe egen kuglepen
  • mulighed for at stemme fra bilen for borgere, der ikke ønsker at gå ind
  • visir og beskyttelsesdragter til valgtilforordnede, der skal tage imod stemmer fra en borger, der har fået konstateret Covid-19/er nær kontakt.
PRESSEMEDDELELSE: Ny børn- og ungechef i Haderslev Kommune

Kilde / Logo: Haderslev Kommune

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen